Gulvvarme
Vi er stadig i gang med at forberede produkter.
Men du kan kigge på andre kategorier.
Selvom gulvvarmesystemer med varmt vand i kanaler under gulvet har været kendt i over 2.000 år, og vandbåren varme med indstøbte varmeslanger i bygningskonstruktionen (loft, væg og gulv) i næsten 100 år, er det stadig langt mere almindeligt med traditionelle radiatorer og konvektiv varmefordeling til rummet.
Så det grundlæggende spørgsmål er: hvorfor vælge konvektion frem for strålevarme?
STRÅLEVARME
Ved strålevarme udnyttes varmestrålingen fra varmeoverflader (varmelegemer) til direkte at opvarme de omgivende bygningskonstruktioner – uden at luften i rummet er involveret. Kun en lille del af varmen overføres via konvektion direkte til luften i rummet (altså det modsatte af konvektiv opvarmning). Derfor er de indvendige overfladetemperaturer på bygningskonstruktionerne højere ved strålevarme end temperaturen på luften i rummet (igen det modsatte af konvektiv opvarmning).
Varmestråler, der udsendes af overfladen på varme faste materialer (strålevarmeoverflader), er elektromagnetiske bølger med en bølgelængde på 0,78 til 400, altså inden for det infrarøde område af det elektromagnetiske spektrum, og de bevæger sig med en hastighed på 300.000 km/s.
VARMEFORDELING VED STRÅLEVARME
Når man beregner varmesystemer i bygninger, skal man altid bestemme den nødvendige varmeeffekt for at opnå optimal komfort for brugeren.
I varmeteknik beregnes varmeeffekten typisk ud fra termisk ligevægt i det opvarmede rum (interiør, værelse osv.) i en stabil tilstand. Her er det vigtigt at skelne mellem konvektiv opvarmning (hvor varmelegemet overfører varme til rummet via konvektion) og strålevarme, som f.eks. gulvvarme (hvor varmeoverfladen overfører varme til rummet via stråling).
Af ovenstående fremgår det, at ved strålevarme overfører varmeoverfladen varme via stråling – uden at involvere luften i rummet – til de omgivende overflader, og at den effektive temperatur (dvs. gennemsnitstemperaturen på overfladerne) er højere end lufttemperaturen.
Det er derfor tydeligt, at ved strålevarme overføres størstedelen af varmen via stråling, og kun en lille mængde via konvektion. Derfor skal vi ved beregning af varmeeffekten bestemme:
- termisk ligevægt for den strålende varmeoverflade,
- termisk ligevægt for luften,
- termisk ligevægt mellem den strålende varmeoverflade og luften,
- termisk ligevægt for det opvarmede rum.
TYPER AF STRÅLEVARME
I dag kan strålevarme opdeles således:
- fladevarme (loft-, væg- og gulvvarmeoverflader), kendt som gulvvarme
- totalopvarmning med hængende strålepaneler,
- individuel opvarmning med nærværende plader (strålepaneler),
- opvarmning med infrarøde varmere.
Af opdelingen fremgår det, at strålevarmeoverfladen i princippet kan placeres i bygningskonstruktionen som en integreret del (fladevarmeanlæg) eller som en separat varmeoverflade frit placeret i rummet (strålepaneler, varmeplader, infrarøde varmere).
Hvis vi udgår fra denne konstruktionsmæssige forskel, er der også væsentlige forskelle i forhold til overfladetemperaturen på varmeoverfladerne, og dermed valget af varmebærerens temperatur og den tilhørende specifikke varmeeffekt af den strålende varmeoverflade.
FLADEVARME
Varmeoverfladen ved fladevarme er typisk en af væggene, der afgrænser det opvarmede rum, enten loftet, væggen eller gulvet.
Overfladetemperaturen på varmeoverfladen skal være relativt lav (40 til 45 °C ved loftvarme, 55 til 60 °C ved vægvarme og 25 til 30 °C ved gulvvarme), hvilket betyder, at temperaturen på varmebæreren også vil være lav. Varmeoverfladen kan opvarmes med:
- varmt vand (mest almindeligt),
- varm luft,
- elektricitet (modstand).
Af ovenstående fremgår det, at fladevarmeanlæg arbejder med lavere temperaturer på varmebæreren. Disse lavtemperaturanlæg er velegnede til at udnytte energi fra lavpotentialenergikilder som geotermisk vand, solenergi eller spildvarme og varme fra omgivelserne. Varmeoverfladen ved fladevarme er en af væggene, der afgrænser det opvarmede rum. Afhængigt af den anvendte overflade opdeles fladesystemer i:
- loftsvarme
- vægvarme.
Fladevarme adskiller sig fra konvektiv opvarmning med varmelegemer i måden varmen overføres på og de termiske forhold i rummet. Ved konventionel opvarmning opvarmer varmelegemet luften i rummet, som overfører varme til væggene. Temperaturen på luften i rummet er højere end temperaturen på væggene. Der opstår en karakteristisk luftstrøm i rummet og som følge heraf en ret stor temperaturforskel mellem luften under loftet og ved gulvet.
Ved fladevarme sker varmeoverførslen via stråling og konvektion. Andelen af strålevarme ved loftsvarme er 80%, ved vægvarme 65% og ved gulvvarme 55%.
Konstruktionen af varmeoverfladen kan være meget varieret. I princippet skelner vi mellem to grundlæggende løsninger:
- varmeoverfladen er indbygget, dvs. den er en integreret del af bygningskonstruktionen,
- varmeoverfladen er separat, det er en opvarmet plade, og den:
- enten er monteret på en af bygningskonstruktionerne,
- eller er placeret frit i det opvarmede interiør.
I det første tilfælde opvarmes overfladen af bygningskonstruktionen med varmt vand, der strømmer gennem rør (registre), og disse rør er støbt ind i bygningskonstruktionen. Ved fremstilling af strålevarme hænges varmerørene efterfølgende under bæreloftet og dækkes med et lag gips i loftsbeklædningen. Strålevarmeplader, der placeres på bygningskonstruktioner i rummet (eller frit i rummet), er normalt fremstillet af metal, keramik eller glas. Disse plader opvarmes normalt med elektricitet.
FLADE GULVVARME
Hvis varmerøret (registeret) er en del af gulvet i det pågældende interiør, taler vi om fladegulvvarme. I dag er dette et varmesystem, der på grund af mange positive egenskaber oplever en vis renæssance og i stigende grad anvendes i boligbyggeri (især i parcelhuse), i bygninger til offentlige formål (børnehaver, vuggestuer, idrætshaller, svømmehaller osv.), men også i storrumshaller (parkeringskældre, industrivirksomheder, landbrugsbygninger).
Større fladearealer med gulvvarme blev tidligere anvendt som supplement til loftvarme, hvis loftets areal ikke var tilstrækkeligt til at dække varmetabet. Udbredelsen af gulvvarme blev også hæmmet af kravet om en lav overfladetemperatur på gulvet, hvilket også medførte en lille varmeeffekt. Nye konstruktioner, arkitektoniske designs, forbedrede termiske egenskaber af bygninger og progressive byggematerialer til fremstilling af varmesystemer muliggør i dag en række forskellige gulvarmesystemer.
Valget af gulvvarme er primært bestemt af selve ejendommen. Den skal opfylde de termiske egenskaber, så det gennemsnitlige varmetab bør være mindre end 20 W/m³, eller det gennemsnitlige årlige varmeforbrug bør være under 70 til 80 kWh/m². Det er tydeligt, at den minimale energiforbrug primært skyldes selve ejendommen, efterfulgt af driftsmetoden med mulighed for at akkumulere varme i gulvet med en termisk inerti på ca. 4 til 8 timer og med en høj grad af selvregulering.
Det optimale termiske miljø i rum med gulvvarme opnås typisk ved 2 til 4 K lavere temperaturer end ved konvektionsvarme, samtidig med en næsten ideel vertikal og horisontal temperaturgradient.
GULVVARMESYSTEMER MED VAND
Som det fremgår af ovenstående, hører gulvvarmesystemer med vand til de strålende varmesystemer, men andelen af strålevarme i den samlede varmeoverførsel fra varmeoverfladen er lidt højere end varmen, der overføres ved konvektion (55 % : 45 %). Samtidig påvirker dette meget positivt fordelene ved begge metoder til varmeoverførsel til interiøret.
Gulvvarmesystemer med vand er også store fladearealer, dvs. varmerørene er en del af gulvkonstruktionen. På grund af hygiejnekrav, der er relateret til en begrænset gulvoversfladetemperatur og dermed relativt lavere specifikke varmeeffekter fra gulvet, er varmerørene næsten altid placeret under hele gulvets areal. Dette påvirker yderst positivt den ensartede varmeoverførsel i interiøret og hjælper med at skabe et temperaturhomogent miljø, både vertikalt og horisontalt.
Temperaturen på varmtvandet er normalt under 50 °C, så vi kan også tale om gulvvarmesystemer med vand som lavtemperatur systemer, hvilket har flere fordele. Det sikrer betydelige besparelser i varmeenergi under drift og muliggør anvendelse af utraditionelle lavpotential energikilder, såsom solstråling, geotermisk energi eller varmepumper, der udnytter varmen fra miljøet.
Netop disse fakta placerer gulvvarmesystemer med vand blandt de progressive varmesystemer, der garanterer alle tre E'er, dvs. energi-, miljø- og økonomiske aspekter af opvarmning af bygninger. På den anden side, på trods af at denne type opvarmning har eksisteret i over 2.000 år, oplever den sin største fremgang og renæssance i dag.
Derfor er det nødvendigt at definere principperne for praktisk anvendelse af gulvvarmesystemer med vand præcist, hvilket er relateret til valg, beregning, design, vurdering, konstruktion, montering, styring, drift og applikationer.
VALG AF BYGNINGER TIL GULVVARMESYSTEMER
Da ikke alle bygninger er egnede til anvendelse af et gulvarmesystem, er det nødvendigt at sikre følgende krav ved valg af bygning:
- termiske egenskaber,
- hygiejniske egenskaber,
- energiske egenskaber.
BESTEMMELSE AF AFGØRENDE TERMISKE STØRRELSER
De termiske egenskaber af bygningskonstruktioner og bygninger sikres ved hjælp af følgende størrelser:
- termisk modstand af bygningskonstruktioner,
- temperaturfald i bygningskonstruktioner,
- termisk optagelse af gulvkonstruktioner,
- mængden af kondenseret og fordampet vanddamp i bygningskonstruktioner,
- lufttæthed af bygningskonstruktioner, deres samlinger,
- termisk stabilitet af rummet,
- energiforbrug til opvarmning.
Ved design af bygningskonstruktioner og bygninger med fastsatte indvendige miljøkriterier kræves minimumstemperatur på indvendige overflader i henhold til artikel 3 i DS 418 og maksimalt energiforbrug til opvarmning i henhold til artikel 21 i DS 418.
VARMRØR
Det vigtigste element i gulvvarmen er varmerørene, så vi vil karakterisere dem mere detaljeret:
- rør til opvarmning,
- rør til gulvvarme.
RØR TIL OPVARMNING
I dag bruger vi mest følgende rørtyper til centralvarme:
- metalrør,
- plastrør,
- kombinerede rør.
METALRØR
Vi bruger stål (sort), galvaniseret, rustfrit stål og kobber. Fittings og samlinger er også forskellige materialer (hærdet støbejern, messing, bronze, rødmetal osv.). Forskellige materialer er årsag til kontaktkorrosion, som har stor indflydelse på levetiden af varmesystemet.
a) Stålrør
De er blandt de klassiske rørtyper. Vi bruger hovedsageligt glatte sømløse stålrør. Montering foregår ved svejsning, og rumændringer i rørsystemet skabes ved varmforformning. Skruesamlinger bruges kun til tilslutning af fittings og varmelegemer. Mere end et århundredes erfaring har bidraget til at fjerne de fleste mangler. Der er stadig en høj grad af krav til svejsearbejdet. Netop denne omstændighed står nu imod introduktionen af tykvæggede stålrektangulære profiler, da spejlsvejsning ikke er populær og ikke længere er almindeligt anvendt.
b) Galvaniserede stålrør
Galvaniserede stålrør er et af de ældste rørtyper, der dog kræver perfekt håndværk. Zinklaget har ikke altid samme tykkelse og samme kvalitet. Ved brug af moderne gevindskærere sker der ofte en betydelig lokal svækkelse af rørets bæredel ved fremstilling af gevindet. Denne omstændighed, kombineret med fjernelse af det galvaniserede lag, er årsag til spændingskorrosion. Da skruesamlinger kræver ekspertise og er tidskrævende, erstattes de efter behov med svejsning. Det kan dog konstateres, at de er på vej ud.
c) Rustfrie stålrør
Tilsyneladende ideelle rustfrie stålrør stødte på problemer med montering under implementeringen. Svejning kræver i dette tilfælde en meget speciel teknologisk proces, da det ellers fører til uønskede transkrystallinske deformationer. Ligeledes forekommer der ofte korrosion i kontaktområdet mellem flux og rustfrit stål ved hårdlodning med sølvlod.
Denne type samlemetode har efterhånden vundet frem inden for andre typer rør (f.eks. plastrør, hvor der ofte anvendes messingpressfittings). Ved at presse en speciel manuel eller elektrisk presse sammen i ca. 6 sekunder, skabes en vandtæt montering mellem røret og fittingen. Den eneste svaghed, der synes at være, er den pressede tætningsring, der er placeret i enden af fittingen og typisk er fremstillet af butylgummi. Der er forskellige meninger om materialets levetid, og der er endnu ikke opnået tilstrækkeligt langtidserfaring.
d) Kobberrør
Kobber er et af de fineste rørførende materialer. Det er dog vigtigt at dosere hæmmere korrekt i varmesystemets vand. Når vandet reagerer med kobberoverfladen, dannes der både et beskyttende lag af kobberoxid og frigives kobberioner. Hvis der af uvidenhed eller nødvendighed placeres et stålrør (selv forzinket) eller aluminium efter et kobberrørsafsnit, vil dette blive udsat for intens korrosion. En passende hæmmer kan hjælpe her.
En meget vigtig procedure er samlingen af kobberrør. Det kan med stor fordel samles ved blødlodning eller hårdlodning. Blødlodning udføres ved 230 til 240 °C afhængigt af den anvendte loddetin, og hårdlodning ved 710 til 730 °C. Disse temperaturer skal altid overholdes. Der anvendes kun vandopløselige flusmidler, hvis rester skylles ud af røret.
Ved overholdelse af loddebetingelserne og brug af deoxideret kobber SF-Cu med et kobberindhold på mindst 99,9 %, garanteres høj korrosionsbestandighed og tilstrækkelig styrke, selv ved tyndvæggede rør. Montering er relativt enkel og hurtig. Røret kan bruges ved driftstryk på op til 4 MPa og driftstemperaturer på op til 150 °C.
PLASTRØR
Af de rør, der er egnede til centralvarme, skal man skelne mellem systemer til gulvvarme og klassiske systemer. Gulvvarmesystemer har brug for stor fleksibilitet i rørslykkerne og er desuden mindre termisk belastede i forhold til klassiske varmesystemer.
Til gulvvarme er typer som PB, PE-X, PVC-C og PP-R derfor egnede. I denne forbindelse skal man være opmærksom på, at PVC har en maksimal driftstemperatur på kun 60 °C, og PVC-C har en permanent driftstemperatur på 90 °C og en kortvarig driftstemperatur på 110 °C. Et lignende interval gælder for PB, PE-X og PP-R. PVDF har en særlig position, da det kan bruges op til 140 °C. Værdierne skal løbende præciseres. F.eks. var det kendt, at halogener (fluor, chlor, brom, jod) reagerer med PE og forårsager molekylære ændringer, hvilket fører til skørhed og tab af styrke allerede ved 20 °C. I USA har man nu fundet ud af, at PB nedbrydes over tid på grund af virkningen af chlor. Denne konstatering kan dog ikke fuldt ud overføres til vores forhold, da koncentrationen af chlor i vandet er meget højere i USA (op til 2 ppm).
Den største fordel ved plastrør er deres enkle og hurtige montering. De samles enten ved limning (PVC) eller svejsning (PB, PE, PP) eller med fittings og skruesamlinger (PB, PE-X, PP).
Den største ulempe ved plastrør er den lave trykmodstand ved højere temperaturer, den lille stivhed (dimensionel stabilitet) og især den store termiske udvidelse. Sammenlignet med rustfrit stål er udvidelsen ved PB 10 gange større, ved PP 12 gange større, ved PE 14 gange større og ved PE-LO endda 23 gange større. Dette skal tages i betragtning ved fastgørelse og føring af plastrør. Uden løbende støtter og eliminering af udvidelse ved kompensation bør plastrør slet ikke installeres.
FLERLAGSRØR MED METALINDLÆG
En anden udviklingsretning udgik fra erkendelsen af, at metal er en 100 % barriere mod diffusion af ilt. På baggrund heraf blev der udviklet flerlags plastrør med metalindlæg. De to grundlæggende typer har indtil videre vundet størst fremdrift:
a) En type med et indbygget, længdesvejset aluminiumlag på ca. 0,5 mm tykkelse. Disse rør består af et indre lag af plast (PB, PE-HD, PE-X, PP-R), et mellemlag af vedhæftende komponent, det svejsede aluminiumlag, igen et mellemlag, en vedhæftende komponent og et ydre plastlag.
b) Den anden type er udviklet fra et normalt plastrør, der er fast omviklet med en aluminiumfolie på ca. 0,2 mm tykkelse, på begge sider forsynet med en vedhæftende komponent og for ydre beskyttelse forsynet med et tyndere plastlag.
Komposittet af plast og metal kan ikke kun dannes med aluminium. Et plastrør med påført vedhæftende komponent kan indsættes i et tyndvægget rør af rustfrit stål og derefter varmes op for at blive fastgjort til stålet. Flerlagsrør med metalindlæg minimerer den termiske længdeudvidelse til værdier, der nærmer sig aluminium. De er mere stabile, hvilket reducerer behovet for nødvendige fastgørelser betydeligt.
Dette rør kan samles med skruesamlinger, pressfittings eller direkte presning. Rørets levetid er bestemt af to afgørende betingelser. For det første skal man forhindre, at vand eller luftfugtighed trænger ind på den fritlagte ende af det flerlagsrør (forhindre kontakt mellem vand og aluminium), og for det andet skal man undgå potentiel elektrolytisk korrosion mellem messing eller rødbronze og aluminium.
RØR TIL GULVVAME
Som det fremgår af den foregående del er udvalget af rørmaterialer til centralvarme meget bredt, men til gulvvarme er især følgende egnede:
- kobber,
- plast,
- kombinerede rør.
KOBBERRØR TIL GULVVAME
Kobber har uden tvivl påvirket kulturen gennem tiderne. Da det også findes i ren form i naturen, kunne metallet bearbejdes allerede i oldtiden. I det gamle Egypten blev kobber brugt som betalingsmiddel. De første optegnelser over kobbervandledninger stammer fra omkring 2500 f.Kr., hvor hamrede kobberplader blev placeret i Sahures grav i Egypten.
Omkring år 1900 begyndte kobber at blive brugt som et kvalitetsmateriale til tagdækning, især på vigtige repræsentative bygninger og kirker. I 1933 blev det forbudt at bruge dette materiale til ikke-strategiske formål. I Vesteuropa blev materialet frigivet til varme- og installationsformål i 1965. Desværre brugte den østlige blok dette materiale fortsat kun til strategiske formål.
Kobbers alsidige anvendelse er muliggjort af den høje kvalitet af det bearbejdede materiale, som der stilles høje krav til:
- minimale monteringsomkostninger,
- stabil funktions- og driftsikkerhed,
- lang levetid.
De vigtigste fordele ved kobberrørinstallationer er:
• høj korrosionsbestandighed, og dermed i forhold til stålrør
- minimale vægtykkelser,
- minimal vægt pr. meter,
• stor materialestyrke,
• enkel og hurtig montering med små pladskrav,
• god tilpasningsevne til bygningsforhold og dermed særlig høj egnethed også til eftermontering,
• enkel og sikker samleteknik (uden krav til skruesamlinger),
• baktericid virkningsgrad,
• ingen aflejringer i rørene (kobberrør tilstopper ikke), og dermed sikrede -høje flow, lave tryktab,
- Mulighed for at definere den præcise indvendige diameter på rørene,
- God varmeledningsevne,
• Materialets miljøvenlighed (100% mulighed for genanvendelse, affaldsfri teknologi).
Materialet, som kobberrør er fremstillet af, er deoxideret kobber (SF-Cu) med et minimumsindhold på 99,90% ren kobber.
Som udgangspunkt skelner vi mellem to typer af samlinger af kobberrør:
1. Aftagelige samlinger
• Konisk fitting
-konisk/konisk,
-konisk/rund,
-plan tætning.
• Konisk fitting med spændebånd
-metal tætning,
-blød tætning.
• Rørkoblinger.
• Flangeforbindelser.
2. Uaftagelige samlinger
• Blødlodning.
• Hårdlodning.
• Presfitting.
• Svejning.
Røret er udviklet specielt til fordelingssystemer til gulvvarme og tilslutning af varmelegemer til et enkelt- eller to-rørs varmesystem. Kobberrøret er belagt med en beskyttende PVC-kappe, der delvist muliggør udvidelse og beskytter røret mod både fysiske og kemiske påvirkninger fra beton- eller pudsblandinger.
I dag er der intet andet installationsmateriale, der er så udbredt i boliginstallationer i Vesteuropa og har så mange forskellige anvendelser som kobber. I Tyskland er ca. 70% af installationerne i øjeblikket udført med kobberrør, og i Storbritannien endda 90 til 95%.
PLASTRØR TIL GULVVARME
Plastens grundlæggende byggesten er kulstof C og brint H. Der anvendes tre grundlæggende processer ved fremstillingen: polymerisering, polykondensation og polyaddition.
Polymerisering skaber en polymer fra monomerer ved hjælp af energi, katalysatorer og andre tilsætningsstoffer. Polyethylen og polypropylen fremstilles ved polymerisering.
Polykondensation skaber et nyt stof fra et stort antal molekyler af forskellige lavmolekylære stoffer. Fænolformaldehydharpiks fremstilles ved polykondensation. Polyaddition er en uregelmæssig polymerisering. Polycarbonat fremstilles ved polyaddition.
Polymerer kan opdeles i to grupper:
• Homopolymerer, hvis makromolekylære kæde består af regelmæssigt gentagne identiske molekyler,
• Copolymerer, hvor enheder af en anden type molekyler er bundet til hovedkæden. Afhængigt af den rumlige arrangement af makromolekyler skelner vi mellem lineære og forgremede polymerer.
I forhold til den teknologiske bearbejdning og plastens opførsel ved varme opdeles de i termoplaster, duroplaster og elastomerer.
Termoplastens egenskaber påvirkes af arrangementet eller manglen på arrangement af makromolekyler. Delvist krystallinske plast er fleksible og seje. Amorfe plast er derimod hårde og skøre. Termoplaster kan genbearbejdes og modificeres varmt.
Duroplaster (termosætter) kan ikke formes eller svejses med varme. Resiner er klare repræsentanter for denne gruppe. En særlig gruppe blandt duroplaster er termoelaster, som bevarer deres fleksibilitet, men ikke kan varmes eller svejses. Netværksformet polyethylen er den vigtigste termoelast.
Elastomere deformeres betydeligt under mekanisk belastning. Efter aflastning vender de tilbage til deres oprindelige tilstand. De kan ikke varmes og er uforanderlige. Denne gruppe omfatter syntetisk gummi.
Typer af plast, der anvendes til opvarmning
De plasttyper, der anvendes til installation i opvarmning her hos os, er hovedsageligt PEX, PP-B, PP-R, C-PVC, PB og PVDF.
Polypropylen blokcopolymer PP-B indeholder 20 til 30% ethylenkomponent, som muliggør større fleksibilitet og sejhed ved lave temperaturer (ned til -20 °C). Den trykløse varmebestandighed er op til 90 °C. Rør fremstillet af denne plast er beregnet til gulvvarme. Det samles ved svejsning eller mekaniske forbindelser.
Polypropylen statisk copolymer PP-R er udviklet primært til sanitærteknik. Det er kendetegnet ved god trykbestandighed selv ved højere temperaturer og bruges både til gulvvarme og til centralvarme. Den trykløse modstand overstiger 100 °C. Det samles med mekaniske forbindelser, svejsning eller polyfusion.
Polybutylen PB er meget fleksibel og har en høj molekylvægt. Med stor styrke er den også modstandsdygtig over for spændingsrevner. Den trykløse varmebestandighed overstiger 100 °C, og den bliver skør ved -18 °C. Den bruges til fordelingssystemer til gulvvarme og centralvarme. Fordi den har gode mekaniske egenskaber, fremstilles den med tyndere vægge end andre plastrør. Det samles med mekaniske forbindelser, svejsning eller polyfusion.
Kloreret polyvinylchlorid C-PVC har et øget indhold af chlor, som ikke er en hygiejnisk hindring ved transport af varmt vand i rør fremstillet af denne plast. Den trykløse varmebestandighed overstiger 100 °C. Denne plast fremstilles på forskellige måder, så dens egenskaber varierer lidt afhængigt af den enkelte producent. Det samles ved limning, og vi bør kun lime rør og fittings leveret af en producent med hans anbefalede lim.
Polyvinylidenfluorid PVDF har høj mekanisk styrke og betydelig modstand selv ved høje temperaturer. Det er også let at bearbejde. Driftstemperaturområdet er fra -40 til +140 °C. Det er modstandsdygtigt over for UV- og gammastråling, hvilket giver god modstand mod ældning. Det er også slidstærkt, ufarligt for sundheden og svært at antænde. Prisen er relativt høj. Det samles ved polyfusion, infrarøde stråler, svejsning eller mekaniske forbindelser.
Plastens egenskaber
Nogle af de egenskaber ved plast, som vi bestemt bør være opmærksomme på, er varmebestandighed, brændbarhed, absorption, elektrisk ledningsevne, varmeledningsevne og termisk udvidelse.
Temperaturgrænsen, hvor polymeren smelter og blødgøres uden ændring af strukturen, er grænsen for varmebestandighed. Hvis vi fortsætter med at belaste plasten med varme, vil det føre til ændringer i de mekaniske-fysiske egenskaber og gradvist til nedbrydning af polymererne og dermed deres forringelse. Når vi vurderer varmebestandigheden af rør, der er beregnet til installation i opvarmning, bør vi delvist sikre os, at forkert svejsning fører til delvis nedbrydning på grund af lokal overophedning.
For at forhindre eller afbøde aldring af plast tilsættes stabilisatorer, pigmenter og antioxidanter til polymererne. Med aldring menes de igangværende irreversible ændringer i plastens mekaniske egenskaber, som er betinget af virkningen af ilt, temperatur og UV-stråling. Aldring foregår langsommere end termisk nedbrydning.
Korrosion af plast manifesterer sig først inde i plasten og senere også på overfladen. Korrosion af plast manifesterer sig som en ændring i sammensætningen og ændring af plastens egenskaber. Ændringen skyldes virkningen af kemiske og fysiske faktorer. Visse metaller, såsom kobber, cobalt og deres legeringer, kan også have en negativ indvirkning. Når metal er i kontakt med nogle plasttyper, opstår termooxidation, som katalyseres af metalioner og manifesterer sig som en forringelse af plastens struktur. Af denne grund bør du bruge fittings og overgange med en passende overfladebehandling, anbefalet af producenten af plastrøret. Dannelsen af små revner manifesterer sig som korrosion af plast under spænding. Med plastprodukter behøver vi ikke tage hensyn til ændringer i dimensionelle tolerancer og ændringer i mekaniske egenskaber på grund af virkningen af fugt. Plast er ikke-vædede og deres absorption og fugtoptagelse er meget lave. Generelt betragtes plast som isolatorer, de er ikke elektrisk ledende. Men med plastrør, der transporterer bulkmaterialer eller gasser, opstår der udledning af statisk elektricitet. Overflademodstanden ligger omkring en værdi på 1014 ohm og afhænger af graden af forurening af overfladen og procentdelen af luftfugtighed.
Når det kommer til design af rørsystemer, er længdeudvidelsen på grund af temperaturændringer meget vigtig. Plast har en ti gange større termisk udvidelse end stål eller kobber. Hvis installatøren ikke tager højde for denne egenskab ved plast, kan det føre til mange problemer, som kun kan løses ved at lægge rørene om.
Den termiske ledningsevne af plast er meget lav, men det betyder ikke, at man kan undlade at isolere plastrør. Plastrør er ikke termoisolerende, og mange plastinstallationer kræver generel isolering.
Vigtige data ved brug af plastrør
En vigtig faktor, der påvirker brugen af plastrør, er deres levetid. Tidligere talte man med en levetid på 50-60 år uanset driftsforhold og plasttype. Nu er det tydeligt, at denne levetid skal revurderes og vurderes meget nøje i forhold til den anvendte plast og de driftsforhold, plasten udsættes for. Under drift belastes plastrøret af driftstryk og driftstemperatur. Da tryk og temperatur samtidig har stor betydning, fastsættes en minimum levetid for rørsystemet. Denne levetid bestemmes ud fra de to parametre og baseres på eksperimentelt fastlagte isotermer. Spændingen i rørets væg, målt på y-aksen, er direkte proportional med rørets ydre diameter, vægtykkelsen og det indre tryk og omvendt proportional med to gange vægtykkelsen.
Plastrør fremstilles i disse trykklasser: PN2,5 PN4 PN6 PN10 PN12,5 PN16 PN20 PN25.
Tallet efter forkortelsen PN angiver det maksimale driftstryk (Pa) ved en vandtemperatur på op til 30 °C i 50 år. Det betyder, at ved højere temperaturer skal man vælge en højere trykklasse for at opretholde samme tryk og levetid, da det maksimale tilladte driftstryk falder med stigende vandtemperatur.
Plastrør er mærket i millimeter. Mærkningen skal indeholde: producentens navn, materiale, ydre eller indre dimension x vægtykkelse, driftstryk/temperatur, produktionsdato, rørnavn og evt. registreringsnummer.
Plastrør kan samles med hinanden, med rør af andre materialer, med fittings, med armaturer eller med forbrugere. Der anvendes et komplet samlesystem til dette formål. Samlingerne skal opfylde visse krav, og vi kontrollerer dem for tryk-, temperatur- eller kemisk bestandighed og sikrer, at samlingen er funktionel og tæt.
Diffusion af ilt gennem plastrørs vægge
Polyolefinrør til opvarmning er ofte et diskussionsemne, de er et mål for kvaliteten af hele systemet og et mål for kritik. Derfor skal de have ekstra opmærksomhed.
Et aktuelt problem, der i øjeblikket får meget opmærksomhed, er diffusion af ilt gennem plastrørs vægge.
Det er blevet konstateret, at iltmolekyler trænger ind i plastens gitter og ind i varmtvandet. Varmtvandet, der konstant er mættet med ilt, bliver meget aggressivt over for metaller. Mængden af ilt, der trænger igennem, afhænger af plasttypen og temperaturen. Det er også blevet konstateret, at trykændringer ved højere temperaturer øger tilbøjeligheden til at danne træthedsrevner, hvilket øger iltdiffusionen. Da molekyler med en lille atomradius lettere diffunderer ind i et gitter, der er dannet af atomer med en større radius, blev plastnetværk først udviklet. Dette kunne næsten eliminere dannelsen af træthedsrevner, men det kunne ikke helt forhindre iltdiffusion. Derfor førte den videre udvikling til en fuldstændig belægning af plastrøret med et specielt polymerlag, der fungerer som en diffusionsbarriere. Effektiviteten og levetiden af denne barriere afhænger af det anvendte polymer.
Ildiffusion kan begrænses ved at adskille varmekredsløbet fra kredsløbet med pumpen, ved at øge rørenes vægtykkelse eller ved at tilsætte en iltforbindelse til varmtvandet.
Til sidst skal det siges, at årsagen til dette problem er driftsforholdene i et gulvvarmesystem, som er permanent indbygget i gulvkonstruktionen. Derfor er det vigtigt at overbevise kunden og brugeren om pålideligheden og sikkerheden af varmesystemet, så de ikke behøver at bekymre sig om eventuelle skader på rørsystemet. En traditionel årsag er korrosion af metaldele i tilbehør og tilbehør til varmesystemet, da rørene er lavet af plast.
Løsningen er derfor fundet. Anerkendte virksomheder bruger altid messing til metaldele for at minimere risikoen for korrosion. Desuden er der en tendens til at tilslutte varmesystemet via en varmeveksler for at forhindre transport af snavs, især fra en varmekilde, der er udsat for lavtemperaturkorrosion, dvs. at adskille det primære kedelkredsløb fra det sekundære gulvvarmekredsløb. Og til sidst, for at sikre maksimal sikkerhed, er der en tendens til at udelukke muligheden for, at ilt trænger ind gennem plastrørs vægge, dvs. gennem et yderligere beskyttelseslag - en iltbarriere. Der findes endda ekstreme løsninger, hvor der tilføjes et tredje lag på basis af metal.
Så problemet med iltdiffusion vil altid afhænge af de specifikke anvendelsesforhold og investorernes økonomi. I Tyskland, hvor gulvvarme er mest udbredt, tilbyder ca. 60 % af virksomhederne rør med en iltbarriere.
Det er dog vigtigt, at der i øjeblikket, på grund af mangel på konkrete sager fra praksis, fortsat forskes i ikke at bruge en iltbarriere.
Tendenser inden for anvendelse af plast
Tyskland - det samlede marked anslås til ca. 230 mio. m rør, hvoraf mere end halvdelen er kobber, og af plast bruges nettet PE (70 %), derefter PPC (15 til 20 %) og PB (5 til 10 %).
Østrig - stål og kobber udgør mere end 55 %, resten er plast.
Schweiz - plast udgør op til 74 % af markedet, og bruges primært til gulvvarme, forbruget er 4,6 m pr. indbygger (år max. PEX; PPC og PB er 4 gange lavere end PEX).
Holland - plast 10 % til sanitet, 10 % til varme, hvor PEX 60 %, PP og PB betydeligt mindre (1 til 2 %).
Ved brug af plast til rørsystemer i bygninger antages en levetid på 50-55 år, dvs. udskiftning af installationen 1 gang i bygningens levetid.
Udviklingen på plastmaterialemarkedet i Tyskland, Østrig og Schweiz bekræfter fuld ligeværdighed mellem rørsystemer på traditionel metalbasis og på plastbasis, hvis andel ligger mellem 40 og 75 %.
Nettet polyethylen har generelt en dominerende position i produktionen af rørmaterialer, op til omkring 70 %, og polypropylen og polybuten er ligeværdige efterfølgende.
KOMBINEREDE RØR TIL GULVVAME
I de senere år er der begyndt at blive brugt flerlagsrør, dvs. rør sammensat af forskellige materialer. Et flerlagsrør består af et grundlæggende plastrør, et aluminiumlag med en langsvarig svejset søm og et beskyttende plastlag. God sammenhæng mellem de to plastlag og aluminiumfolien sikres af et specielt vedhæftningslag.
Kombirør kompenserer for den udfordring, som plastrør har med termisk udvidelse og sammentrækning. Værdierne for termisk udvidelse nærmer sig dem, der angives for aluminium – mange producenter oplyser en værdi på 0,025 mm/m/K. En anden fordel er, at rørene kan fastgøres med større afstand, da nedbøjningen efter påfyldning med vand er mindre. Disse rør er relativt stive, men bevarer samtidig en god fleksibilitet. Multilayer-rør samles enten mekanisk eller ved polyfusion med fittings. Før samlingen skal alle lag fjernes, så kun det inderste plastrør er tilbage.
Referencer:
Dušan Petráš: Gulvvarme med vand
Dušan Petráš: Lavtemperatur opvarmning og vedvarende energikilder




