Internet
Internettet (fra eng. interconnected networks – forbundne net; i daglig tale: nettet) er et offentligt tilgængeligt, verdensomspændende system af indbyrdes forbundne computernetværk, som overfører data ved hjælp af pakkekobling med brug af den standardiserede internetprotokol (IP) og mange andre protokoller. Det består af tusindvis af mindre kommercielle, ikke-kommercielle, akademiske, private, offentlige og militære computernetværk. Det fungerer som transmissionsmedie for forskellige informationer og tjenester som f.eks. e-mail, chat og især systemet af indbyrdes forbundne hypertekstdokumenter (websider) og webapplikationer kaldet World Wide Web (WWW). Internettet har ingen samlet central styring af, hvordan teknologierne implementeres, eller af reglerne for adgang og brug. Hvert netværk, der er en del af det, fastsætter sine egne regler. De fælles definitioner af internettets to hovedsøjler – adresserummet for internetprotokollen (IP-adresse) og domænenavnesystemet (DNS) – styres af Internet Corporation for Assigned Names and Numbers (ICANN). Teknisk støtte og standardisering af de grundlæggende protokoller varetages af Internet Engineering Task Force (IETF).
Internettet i dag
Ud over de komplekse fysiske forbindelser, der udgør internettets struktur, eksisterer internettet også takket være multilaterale aftaler (f.eks. „peering-aftaler – aftaler om gensidig udveksling af internettrafik“) og tekniske specifikationer eller protokoller, som bestemmer, hvordan data skal udveksles over nettet.
I modsætning til ældre kommunikationssystemer blev internetprotokolpakken bevidst udformet uafhængigt af det fysiske medie, den kører på. Ethvert kommunikationsnet, kablet eller trådløst, som kan overføre digitale data i begge retninger, kan overføre internettrafik. Derfor kan internetpakker overføres via kablede net som kobbertråd, koaksialkabel og fiberkabel samt via trådløse net som Wi-Fi. Alle disse net, som deler det samme sæt protokoller på højere niveau, udgør internettet.
Internetprotokollerne stammer fra drøftelser i Internet Engineering Task Force (IETF) og dens arbejdsgrupper, som er åbne for offentlige bidrag og revisioner af dem. Disse udvalg udarbejder dokumenter kendt som Request for Comments (RFC). Nogle RFC'er ophøjes af Internet Architecture Board (IAB) til internetstandarder.
Blandt de mest anvendte protokoller i internetprotokolpakken er IP, TCP, UDP, DNS, PPP, SLIP, ICMP, POP3, IMAP, SMTP, HTTP, HTTPS, SSH, Telnet, FTP, LDAP, SSL og TLS.
Tjenester, der bruger disse protokoller, er e-mail, Usenet-nyhedsgrupper, World Wide Web, Gopher, session access, WAIS, finger, IRC, MUD'er og MUSH'er. De mest brugte er e-mail og World Wide Web med mange andre tjenester bygget på dem, såsom mailinglister, blogs og podcasts. Internettet gør det muligt at levere tjenester i realtid som telefoni, internetradio og internet-(tv-)udsendelser, som på den måde er tilgængelige overalt i verden.
Nogle andre populære internettjenester er ikke opstået på denne måde, men var oprindeligt baseret på proprietære systemer. Blandt dem er IRC, ICQ, AIM og Gnutella.
Der er foretaget mange analyser af internettet og dets struktur. Det er for eksempel konstateret, at internettets IP-routingstruktur og World Wide Webs hypertekstlinks er eksempler på skalafri netværk.
Ligesom internetudbydere forbinder sig via internet exchange points (f.eks. SIX – Slovak Internet eXchange), forbinder forskningsnet sig typisk til store delnet som:
GEANT,
Internet2,
Little GLORIAD.
Disse er igen bygget op omkring relativt små net.
Aktuelle og potentielle problemer
Ud over fordelene har internettet også bragt nogle problemer og ulemper med sig. Nogle af dem har fået stor omtale.
Det drejer sig især om:
- misbrug af børn i forbindelse med børnepornografi
- krænkelse af ophavsret
- spredning af computervirus
- angreb på computersikkerheden
- forældet teknologi
Censur
I demokratiske samfund har internettet fået ny betydning som politisk redskab. Howard Deans præsidentvalgkampagne i 2004 i USA blev kendt for, hvordan den formåede at skaffe donationer via internettet.
Nogle regeringer, for eksempel på Cuba, i Iran, Nordkorea, Myanmar, Kina eller Saudi-Arabien, begrænser, hvad befolkningen i deres lande har adgang til på internettet. Det drejer sig især om begrænset adgang til politisk og religiøst indhold. Det opnås ved filtrering af domæner og indhold, så det ikke er let tilgængeligt uden avancerede metoder.
I Norge, Danmark, Finland[1] og Sverige har de største internetudbydere aftalt at blokere sider, som politiet udpeger. Selv om listen over forbudte URL'er kun skulle indeholde adresser på kendte sider med børnepornografi, er listens indhold hemmeligt.
En række lande, herunder USA, har ganske vist ved lov gjort besiddelse eller udbredelse af visse materialer, såsom børnepornografi, ulovlig, men de bruger ikke filtreringssoftware.
Der findes en lang række fri og kommerciel software, som brugeren kan vælge for at blokere ubehagelige sider, enkelte computere eller hele netværk, for eksempel for at begrænse børns adgang til pornografi eller voldeligt indhold.
Adgang til internettet
En almindelig adgangsform er opkaldsforbindelse (såkaldt dial-up via en klassisk fastnettelefonlinje), som er den langsomste. En anden er via en ISDN-telefonlinje, som er cirka dobbelt så hurtig, men i dag er fortrængt af DSL-telefonlinjer. Andre muligheder er bredbåndsadgang via koaksialkabel i kabel-tv-nettet eller via fiberkabel (såkaldt FTTH) samt adgang via satellit. Der findes også internetadgang via elnettet på 220 V, som er velegnet til etageboliger. Modemer med denne teknologi fungerer på afstande op til 200 m (overførselshastighed op til 200 Mbps), og der findes såkaldte brokoblinger til forbindelse af to faser, hvilket betyder, at du også kan forbinde naboen, som bor i opgangen ved siden af i blokken. Indtil videre er teknologien dog kun velegnet til installationer inde i en etageejendom. Den Europæiske Union finansierer et forsknings- og udviklingsprojekt til fremme af denne form for internetforbindelse, PowerNet.
Offentlige steder, hvor man kan bruge internettet, er internetcaféer og mange steder i verden også biblioteker. Adgangspunkter findes også på offentlige steder – i lufthavnenes ventesale, i nogle tog og på pladserne i større byer.
Wi-Fi giver trådløs adgang til computernetværk og kan dermed også bruges til adgang til selve internettet. Hotspots, som giver en sådan adgang, findes på offentlige steder, og man skal have sin egen enhed med Wi-Fi-kort. Disse tjenester kan være gratis for alle, kun for kunder eller betalingstjenester. Et hotspot er ikke begrænset til et lukket rum. Der findes hele campusser og parker, ja endda hele bydele med adgang.
I USA blev bredbåndsadgang via elledninger godkendt i 2004 trods skarpe protester fra radioamatørerne. Problemet ved modulation af luftledninger med højspænding er, at hele ledningen opfører sig som en kæmpe antenne og fuldstændig blokerer de langbølgede radiofrekvenser, som bruges af radioamatører, søfolk og andre.
Lande, hvor internettet er en vare, som de fleste borgere bruger, er Island, Sverige, Australien, Danmark, USA, Canada, Storbritannien, Holland, Japan, Sydkorea og Norge. I det sidste årti af det 20. århundrede steg antallet af internetbrugere kraftigt, selv om udviklingen efter 2000 er bremset noget op. Fasen med hurtig vækst i industrilandene slutter med, at teknologierne tages i almindelig brug, men væksten fortsætter i Afrika, Latinamerika, Caribien, Mellemøsten og også i Slovakiet.
Adgangen til internettet er ujævnt fordelt mellem lav- og højhastighedsforbindelser. ADSL og andre bredbåndsteknologier er sjældne eller ikke-eksisterende i de fleste udviklingslande, og selv i de udviklede lande kan høje omkostninger og middelmådig ydelse begrænse udbredelsen (de fleste lande i Østeuropa og USA), mens lave priser og høj ydelse tiltrækker store mængder kunder (Skandinavien, Frankrig). Også inden for et land kan der være forskelle mellem større byer (som ofte har flere udbydere af bredbånd) og andre områder (hvor der ofte ikke er bredbånd).
Udbredelse af adgangen til internettet er en måde at bygge bro over den såkaldte digitale kløft (eng. digital divide).

