LED
Lysdiode eller luminescensdiode (andre navne: elektroluminescensdiode, LED, lysemitterende diode, i daglig tale LED-pære eller blot LED, eng. light-emitting diode) er en elektronisk halvlederkomponent, der udsender smalspektret lys, når der løber en elektrisk strøm igennem den i lederetningen. Lysfænomenet opstår ved strålende rekombination af elektron-hul-par og er en form for elektroluminescens. Farven på det udsendte lys afhænger af PN-overgangens struktur og af det anvendte materiale.
Udviklingen af lysdioder og laserdioder blev mulig takket være forskningen i halvlederheterostrukturer, som den russiske forsker Zjores Ivanovitj Alfjorov arbejdede med. Den første praktisk anvendelige LED blev udviklet i 1962 af den amerikanske forsker Nick Holonyak.
Billigst at fremstille er infrarøde dioder, og blandt de synlige er de røde de billigste. Grønne er ca. 20 % dyrere end røde. Blå er alt efter producent flere gange dyrere end røde, men prisen er faldet kraftigt på det seneste.
En selvstændig konstruktionskategori er OLED (organiske LED).
Typer af LED
Ultraviolette (UV) LED
LED, hvis toppunkt i strålingsdiagrammet ligger under 420 nm, kaldes UV-LED. Produktionsteknologierne (frie patenter for markedet og af sikkerhedsmæssige grunde) tillader ikke at markedsføre UV-LED med en effekt over 10 mW. I butikkerne kan man oftest få UV-LED med bølgelængder på 380 – 420 nm og 320 – 370 nm.
Infrarøde (IR) LED
Strålingsdiagrammet for disse LED har en effekttop over 680 nm. Da det menneskelige øje (pupillen kan ikke lukke stråling med en bølgelængde over 1 400 nm igennem) og i princippet hele menneskets fysiologi er immun over for IR-stråling, kan man få IR-LED med en effekt langt over 10 mW. Almindeligvis sælges IR-LED med bølgelængder på 680 – 750 nm og 870 – 950 nm, som er velegnede som IR-strålingskilder i fjernbetjeninger. Lyset fra disse dioder kan ikke ses med det blotte øje, men kan fx ses gennem et digitalkamera, som er følsomt over for IR-lys.
Enhver LED, der er fremstillet af kun én type halvleder, har sin karakteristiske bølgelængde, hvor den udsender lys (primært bestemt af halvlederens båndgab). Denne bølgelængde kan „indstilles“ ved valget af halvledertype (dvs. ved forholdet mellem indholdet af de enkelte grundstoffer – bestanddele – i halvlederen) og for nogle halvledere (GaN) også ved at ændre indholdet af dopingstoffet. På den måde kan man fremstille LED med samme substrat i et bredt spektrum af bølgelængder. I praksis kan man fremstille LED, der udsender lys med bølgelængder fra 250 til 3 500 nm. En LED med én enkelt effekttop kaldes en monokromatisk LED. Spektralkurven for det udsendte lys har i dette tilfælde form som en gausskurve, der ikke er bredere end +/-25 nm. Monokromatiske LED udsender mindst 90 % af den samlede strålingseffekt inden for højst +/-10 nm. Rigtige LED har dog ikke et helt ideelt spektraldiagram, og ved nogle typer optræder der også sekundære maksima ved andre bølgelængder. Disse sekundære maksima udgør dog ikke engang 1 % af den samlede effekt.
Der findes to grundlæggende måder at frembringe meget kraftigt hvidt lys med LED på. Den ene bruger separate LED, der udsender grundfarverne – rød, grøn og blå – og når de blandes, opstår der hvidt lys. Den anden bruger et fosformateriale til at omdanne det monokromatiske lys fra en blå eller ultraviolet LED til bredspektret hvidt lys.
RGB-LED
Den første type er sammensat af tre monokromatiske LED, som udsender stråling i farverne rød, grøn og blå. Sådanne LED kaldes RGB-LED (af de engelske forkortelser for red, green, blue). Det særlige ved dem er, at man kan regulere effekten af de enkelte komponenter (de enkelte monokromatiske LED) og dermed opnå ikke kun hvidt lys, men også hele farvespektret inden for grænserne af RGB-LED’ens yderkomponenter.
Fluorescerende LED
Den anden type hvide LED er baseret på at ændre bølgelængden af den stråling, som en klassisk monokromatisk LED udsender, til et bredbåndet, kontinuerligt spektrum, hvis energi er fordelt nogenlunde ligeligt over hele spektret. Bølgelængdeændringen sker i et lag af luminofor (fluorescerende materiale). Som exciterende monokromatisk LED bruges en blå højlysdiode. Det medfører dog også en lille svaghed ved disse LED. Den exciterende LED’s bølgelængde viser sig som det primære maksimum i strålingsspektret, men den udsendte energi falder ikke helt til nul (i retning af rød), men når efter et lille fald et sekundært (lavere og bredere) maksimum omkring 560 nm (orange farve), hvilket skyldes den anvendte luminofors emissionsspektrum. Først efter dette sekundære maksimum falder den gradvist mod nul, som oftest først nås efter grænsen mellem VIS- og IR-stråling. Det giver det udsendte hvide lys et blåligt til grønligt skær. Jo bedre kvalitet den hvide LED har, desto mindre mærkbart er skæret.
Højeffekt-LED med høj lysstyrke. Soklen fungerer samtidig som køleplade for chippen.
En almindelig LED har en strålingseffekt langt under 5 mW. Det skyldes, at de elektron-hul-par, der opstår i PN-overgangen i en homogen halvleder, ved stigende strøm har tendens til at rekombinere ikke-strålende (dvs. de omdanner deres energi til varme), og overgangen overophedes. Det begrænser strømtætheden i overgangen, og da de halvledere, LED fremstilles af, har en forholdsvis stor defekttæthed, og chippens maksimale areal derfor af hensyn til udbytte og pålidelighed er begrænset til nogle få mm², begrænses også den samlede strøm gennem chippen. Elektrisk set ser det udadtil ud, som om den begrænsende fysiske egenskab er seriemodstanden og stejlheden af strøm-spændingskarakteristikken i ledende tilstand. Hvis man vil have LED’en til at udsende mere lys, skal man øge forsyningsspændingen, hvorved også strømmen gennem LED’en øges. Når en kritisk strømværdi overskrides, nedbrydes PN-overgangen og smelter bogstaveligt talt på grund af den høje temperatur (over 1 000 °C). For at øge LED’ernes effekt er der derfor udviklet teknologier, som bringer dem langt over 5 mW udstrålet effekt. For at opnå højere effekter bruges halvledere med mindre stejl strøm-spændingskarakteristik og større PN-overgang eller parallelkobling af aggregerede PN-overgange (lagdelte PN-overgange) på samme chip. Derudover konstrueres LED med flere PN-overgange, som ganske vist på bekostning af en højere forsyningsspænding øger den samlede effekt. Den vigtigste ændring er dog brugen af den såkaldte heteroovergang (dvs. P- og N-lagene er af forskellige halvledere), som giver en højere såkaldt injektionsvirkningsgrad, hvilket betyder, at flere elektron-hul-par rekombinerer strålende end ikke-strålende, selv ved store strømme. I dag kan man få LED med en effekt på over 1 W. LED med en lysstyrke på over 100 mCd kaldes højlysdioder (ultrabright LED).
Laserdioder
Laserdiode i kapsling
Selve laserdiodechippen (lagt på et nåleøje til sammenligning)
Laser-LED er ikke helt lasere. Selvom deres lys opstår ved stimuleret emission, kan de ikke betragtes som ægte lasere, men kun som en kilde til laserlys. Af definitionen på laserlys fremgår det, at laser-LED stiller højere krav til parametrene end klassiske LED. Først og fremmest har laser-LED en smallere båndbredde, hvori de udstråler (maks. +/-5 nm). Retningsvirkningen og divergensen af strålen fra en LED eller en rå laser-LED (uden resonator eller med beskadiget resonator) er nogenlunde ens (men for laser-LED er den koncentreret i ét plan, afhængigt af hvordan laser-LED’ens lagdelte PN-overgange er arrangeret). Laserdioder fremstilles i to udførelser: kantemitterende (edge emitting), hvor resonatoren dannes af den naturlige brudflade ved chippens kant, og overfladeemitterende (VCSEL – vertical cavity surface emitting laser), hvor resonatoren dannes af skiftende lag af halvledere med forskellig sammensætning, der udgør en Bragg-reflektor under og over det strålende område (dvs. PN-overgangen). Nogle gange placeres laser-LED i eksterne resonatorer. Det grundlæggende problem ved laserdioder er køling og stabilisering af effekten (som ligesom ved LED afhænger stærkt af temperaturen).
Begge grupper – lysdioder og laserdioder – fremstilles af intermetalliske legeringer (halvlederforbindelser), som regel af siliciumcarbid (SiC), galliumarsenid (GaAs), galliumphosphid (GaP) eller legeringer af typen gallium-arsenid-phosphid (GaAsP) og andre.

