kulbrinte
Kulbrinte er en organisk forbindelse som kun består af kulstof og brint.
Inddeling
Traditionelt inddeles kulbrinter i grupper efter typen af bindinger mellem atomerne, eller efter om deres grundlæggende kulstofkæde er åben (acykliske) eller lukket (cykliske).
Efter typen af bindinger
- alifatiske (indeholder ikke en benzenring)
- mættede: alkaner, cykloalkaner,
- umættede med dobbeltbindinger: alkener, cykloalkener, diener og polyener,
- umættede med tripelbindinger: alkyner, cykloalkyner,
- aromatiske (arener) (indeholder mindst én benzenring).
Cykliske alifatiske kulbrinter kaldes alicykliske (cykloalifatiske).
Den enkleste kulbrinte er metan, en kulbrinte med ét kulstofatom og fire brintatomer: CH4. Ætan er en kulbrinte (nærmere bestemt en alkan), der består af to kulstofatomer forbundet med en enkeltbinding, hver med tre brintatomer: C2H6. Propan har tre kulstofatomer (C3H8) og butan fire (C4H10). Derefter følger pentan (5), hexan (6), heptan (7), oktan (8), nonan (9), dekan (10), undekan (11) og dodekan (12). Denne homologe række fortsætter, og leddene adskiller sig med den homologe tilvækst CH2; den generelle formel for alkaner er altså CnH2n+2.
Kulbrinter og derivater
Der findes tre typer nomenklatur for kulbrinter: trivialnavne, som er de ældste og hænger sammen med forekomststedet eller egenskaberne, funktionelle gruppenavne (radikalfunktionelle), der består af kulbrinteresten og navnet på den funktionelle gruppe, og systematiske navne, defineret af organisationen IUPAC.
Det kemiske navn på kulbrinter kan bestå af præfikser, en stamme, der angiver antallet af kulstofatomer, og en endelse. Præfikserne kan være talord (di, tri, tetra, …) eller nomenklaturpræfikser (cyklo- for lukket kæde, iso- og neo- for forgrenet kæde, alkyl- for bundne kulbrinterester). Et mere varieret sæt præfikser findes hos kulbrintederivater til betegnelse af funktionelle grupper. Ordstammen for antallet af kulstofatomer er enten triviel (meth-, eth-) eller udledt af et talord. Endelsen udtrykker den kemiske binding (-an, -en, -dien, -yn) eller kulbrinteresten (-yl). Ved kulbrintederivater forekommer yderligere endelser for funktionelle grupper.
Når navnet på en kulbrinte dannes, skal man først finde den længste kulstofkæde med flest mulige multiple bindinger. Derefter nummereres kulstofatomerne, så der fremkommer de lavest mulige tal.
Dobbeltbindingen har forrang for tripelbindingen og for kulbrinteresten. Præfikserne for kulbrinteresterne med deres positionsnummer ordnes alfabetisk efter navn. Tilsvarende ordnes også endelserne, der angiver bindingstypen. For forgrenede kulbrinter, der i enden af kæden har gruppen (CH3)2CH-, kan præfikset iso- bruges, og for gruppen (CH3)3C- præfikset neo-.

