isolering
Isolering (eller i nogle betydninger også isolation) kan være:
- generelt:
- adskillelse, afsondring
- afsondrethed
- i byggeri og teknik:
- en anordning eller praktisk foranstaltning, der beskytter noget mod uønskede påvirkninger og indgreb (temperaturændringer (varme, kulde), fugt, vand, lyd, støj, brand, aggressive stoffer, vibrationer, indtrængende luft og lignende), se f.eks. varmeisolering, fugtisolering, støjisolering, kuldeisolering, lydisolering, krystallinsk betonisolering, brandisolering, Vibrationsisolering
- arbejdet med at beskytte noget mod uønskede påvirkninger, indgreb og lignende (især ved anvendelse af de ovennævnte anordninger)
- i elektroteknik:
- kappe, der beskytter en leder, se isolering (elektroteknik)
- forkortet isolering af integrerede kredsløb
- i informatik: en af databasers egenskaber, se isolation (database)
- i kemi: udskillelse af et stof fra en gruppe stoffer/en blanding, se isolering (kemi)
- i biologi:
- fysisk udskillelse (påvisning) af årsagen til en smitsom sygdom, se isolering (udskillelse af smitstof)
- i mikrobiologi: udtagning af en gruppe celler under aseptiske forhold og opformering af den på kunstige næringsmedier, se isolering (cellekultur)
- i zoologi: rumlig adskillelse af en dyrebestand fra de øvrige individer af arten, se isolation (zoologi)
- i botanik og genetik: beskyttelse mod uønsket krydsning, se isolation (krydsning)
- i genetik: en af faktorerne bag artsdannelse, se isolation (artsdannelse)
- i medicin: (foranstaltning til) adskillelse af farligt syge fra den øvrige befolkning, eller det tilsvarende adskilte område/rum/bygning, synonym: separation, (også om rummet) isolationsstue, se separation (syge)
- i fængselsvæsenet: adskilt område/rum/bygning til afsondring og isolation af fanger, synonym: separation, isolationscelle, se separation (fanger)
- i psykologi:
- et individs sociale afsondring fra andre mennesker, der fører til en følelse af ensomhed, se isolation (psykologi)
- i psykoanalyse: en bestemt form for forsvarsmekanisme, se isolation (psykoanalyse)
- i sociologi: forkortet social isolation (fravær af kontakt med mennesker, især med dem, som individet tillægger social betydning)
- i politik (især om en stat): at være uden allierede og/eller ikke deltage i nogen internationale grupper, se også isolationisme
