UV-stråling
Ultraviolet stråling (andre betegnelser: ultraviolet udstråling, ultraviolette stråler, ultraviolet lys, UV(-)stråling/udstråling/stråler/lys; som bølger: ultraviolette bølger, UV-bølger; som del af det elektromagnetiske spektrum: ultraviolet spektrum, UV-spektrum, ultraviolet bånd, UV-bånd) er en strøm af fotoner med en bølgelængde fra 10 nm til 400 nm, altså kortere end synligt lys, men længere end blød røntgenstråling.
Den inddeles i nær (CUV, 200 – 400 nm), fjern eller vakuum-UV (FUV, 100 – 200 nm) og ekstrem (EUV eller XUV, 1 – 31 nm). Det ultraviolette område inddeles i UV-A med bølgelængde 315 nm til 400 nm, UV-B med bølgelængde 280 nm til 314 nm og UV-C med bølgelængde 10 nm til 279 nm.[1] Den blev opdaget i 1801 af den tyske fysiker J. W. Ritter.
For organismer på Jorden er den mest intensive kilde til UV-stråling Solen. Jordens atmosfære og Jordens magnetosfære absorberer effektivt det meste af denne stråling. Absorptionens effektivitet falder med faldende bølgelængde: mens næsten 100 % absorberes i UV-C-området, er det kun 50 – 60 % i UV-B-området og 30 % i UV-A. Det UV-spektrum, der rammer Jordens overflade, består af 90 – 99 % UV-A-stråling og 1 – 10 % UV-B-stråling. For hver 300 m højde stiger UV-strålingens intensitet med 4 %. I 1 500 m højde er den 20 % højere end ved havoverfladen.
UV-stråling er nødvendig for mennesket på grund af syntesen af D2- og D3-vitamin.
Til dannelse af den nødvendige mængde er nogle snese minutter om dagen tilstrækkeligt.
For meget eksponering af huden for UV-A- og UV-B-stråling (solbadning) fører til hudskader. UV-A-stråling forårsager ældning af huden og påvirker kroppens immunforsvar negativt. For meget eksponering af huden for UV-B-stråling giver solskoldning (rødme). Ved intensiv og langvarig påvirkning kan det føre helt til hudkræft. En af måderne at beskytte huden mod UV-strålingens negative påvirkning på er at bruge solcreme med højere UV-faktor.

Ultraviolet stråling påvirker cellerne gennem mange mekanismer. Bestråling med ultraviolette stråler inaktiverer intracellulære enzymer, sinker celledelingen og fremkalder naturlige mutationer. Nogle dyr er mere følsomme over for den end andre; for nogle (regnorme – Lumbricidae) er den endda dødelig. De byggestoffer i levende organismer, der reagerer mest følsomt på UV-stråling, er umættede organiske forbindelser og blandt dem især dem med konjugerede dobbeltbindinger. Det er hovedsageligt proteiner (blandt dem især aminosyrerne tyrosin og tryptofan), nukleinsyrer (især deres kvælstofbaser) og visse pigmenter. Nukleinsyrer absorberer UV-stråling væsentligt mere end proteiner. Fordi UV-strålingens gennemtrængningsevne er forholdsvis lille, rammer den kun de overfladiske lag af den menneskelige organisme og viser sig på huden og i øjet.
UV-stråling anvendes inden for forskellige områder og i medicinen:
- højfjeldssol – (lampe – kunstig kilde)
- behandling af svært helende sår, bensår og liggesår, også i dermatologien ved hudsygdomme (eksem, psoriasis)
- forebyggelse og behandling af rakitis (engelsk syge), hvor der 1 til 2 gange om ugen udføres helkropsbestråling
- behandling af osteoporose
- sterilisering af omgivelserne (såkaldte bakteriedræbende lamper med λ=253,7nm) og også som primær strålingskilde i udladningslamper
- sterilisering af vand på vandværker, før det sendes ud i vandledningsnettet, men også f.eks. i havedamme, hvor man af hensyn til fiskene ikke bruger kemikalier mod alger

