Granit
Granit bruges i praksis ofte i bredere forstand om alle dybbjergarter bestående af kvarts og feldspat, men korrekt burde disse bjergarter betegnes granitoider eller granitoide eller granitiske bjergarter. I stenhuggerpraksis betegnes flere magmatiske og metamorfe bjergarter med dette udtryk.
Navnet kommer fra det latinske ord grannum, der betyder korn, altså en betegnelse for kornede, krystallinske bjergarter. I litteraturen blev det første gang brugt af A. Cesalpinus i 1596. Granit
magmatiske bjergarter.
Prøve af specialiseret granit af S-typen fra området ved passet Súľova i bjergene Volovské vrchy.
Navnet kommer fra det latinske ord grannum, der betyder korn, altså en betegnelse for kornede, krystallinske bjergarter. I litteraturen blev det første gang brugt af A. Cesalpinus i 1596.
Hovedmineraler kvarts, plagioklas, ortoklas, biotit, muskovit
Accessoriske mineraler titanit, zirkon, monazit, magnetit, turmalin, apatit
Egenskaber
Tekstur - kornet
Farve - hvid, grå, rosa
Densitet 2,60 – 2,85[1] kg/dm3
Oprindelse og dannelse
Granit er en dybbjergart (plutonisk bjergart). Den udgør størstedelen af kontinentalskorpen, og granitlagets tykkelse er fra 1,5 op til 50 km. Den måde, hvorpå store mængder granit stiger op og placeres i de øvre dele af kontinentalskorpen, er stadig genstand for diskussion blandt geologer. De processer, hvorved granitoid magma dannes, foregår på store dybder og kan ikke observeres på grund af de ekstreme temperatur- og trykforhold samt den tid, størkningen tager, som kan vare millioner af år. Det antages generelt, at granitoid magma størkner i dybder på ca. 10 – 20 km, for dybt til at processerne kan observeres af forskerne. Blandt fagfolk har der længe været strid om, hvorvidt granitoider dannes ved spaltning af basisk magma fra dybere dele af skorpen og kappen, eller om ekstrem metamorfose og anateksis, hvor eksisterende granulitter, eventuelt amfibolitter og gnejser smelter, også spiller ind. Det er også et vigtigt faktum, at den kemiske sammensætning af granitter og af de mest almindelige bjergarter på overfladen – ler, gråvakke, fyllit, glimmerskifer og gnejs – er næsten identisk. Laboratorieforsøg har vist, at de ved en temperatur på 650 – 800 °C og et tryk på ca. 200 MPa begynder at smelte og omdannes til en bjergart, der ligner granit. En overgangsbjergart i denne række er migmatitter.
Granit er en felsisk dybbjergart, hvis væsentlige mineralbestanddele er kalifeldspat, plagioklas, kvarts og biotit. Fællesbetegnelsen for granit og lignende bjergarter (granodiorit og kvartsdiorit) er granitoid. Granitoider kan ikke med sikkerhed skelnes fra hinanden med det blotte øje uden kendskab til mineralsammensætningen.
Selv om granit forekommer forholdsvis ofte på overfladen, kan den ikke altid udnyttes kommercielt til billedhugger- eller beklædningsformål . Granit er nemlig ofte opsprækket, især på grund af tektoniske processer, hvilket betyder, at den smuldrer, og at det er umuligt at bryde en større sammenhængende blok ud af den i stenbruddet . På grund af sin holdbarhed bruges granit som byggesten, beklædnings- og dekorationssten (større blokke som fundamenter for bygninger, mindre stykker som skærver).
