Mikrofon
Mikrofon er en anordning, der omdanner et akustisk signal til et elektrisk signal. Den første mikrofon blev opfundet af grammofonens skaber Emile Berliner den 4. marts1877.
Dynamisk mikrofon
Mikrofonens membran bevæger sig i takt med lydtrykket. Det får samtidig spolen, som er forbundet med membranen, til at bevæge sig. I spolen, der på den måde bevæger sig i et magnetfelt, dannes et elektrisk signal. Udgangsspændingen ændrer sig afhængigt af membranens og spolens bevægelse. I denne mikrofon bevæger membranen spolen i magnetfeltet fra en permanent magnet, hvorved der opstår en vekselspænding eller -strøm (det er den modsatte proces af den, der foregår i almindelige højttalere). Dynamiske mikrofoner er mindre følsomme end kondensatormikrofoner og håndterer derfor bedre kraftig sang ved liveoptrædener osv. De kræver ingen strømforsyning og er meget modstandsdygtige over for mekaniske skader. (Et eksempel på en levende legende er Shure SM58, som meget ofte bruges ved offentlige optrædener). Retningskarakteristikken er nyreformet.
Båndmikrofon
Denne mikrofon arbejder efter samme princip som den dynamiske mikrofon. Forskellen er, at membranen er erstattet af et tyndt aluminiumsbånd, som bevæger sig i et magnetfelt i takt med lydtrykket. Dynamisk båndmikrofon (såkaldt ribbon). Her er „membranen“ et bølget bånd af meget tynd aluminiumsfolie (igen nogle få mikrometer), placeret i det permanente felt fra magneter. Til omsætning fra den meget lave impedans bruges en transformer, som er en central komponent i disse mikrofoner, ligesom magneternes styrke (i dag for det meste neodym) og kvaliteten af aluminiumsfoliens opspænding og bølgning. Konstruktionen er enkel, men mikrofonen er meget følsom over for mekaniske skader og må ikke opbevares tæt på magnetisk følsomme medier, da de kan blive magnetiseret. I dag oplever båndmikrofoner et „comeback“ trods meget lav følsomhed og et frekvensområde op til ca. 15 kHz. Deres store fordel er den behagelige „varme lyd“. Ved længere tids opbevaring skal sådanne mikrofoner stå lodret. De er kendetegnet ved en ottetalskarakteristik.
Kondensatormikrofon
Denne type mikrofon indeholder to tynde metalplader, som tilsammen danner en kondensator. Forsyningskredsløbet skaber en elektrisk ladning i kondensatoren. Den ene plade er fast monteret, og den anden er bevægelig og fungerer som akustisk membran. Når pladerne nærmer sig og fjerner sig fra hinanden, ændres kapaciteten og dermed også udgangsspændingen. Membranens tykkelse er nogle få mikrometer, og den er belagt med et lag ædelt metal, oftest guld, efter en metode svarende til fremstillingen af transistorer. Kapacitetsændringen omdannes til et elektrisk signal enten via forsyning fra en blød kilde eller via en forforstærker med meget høj indgangsimpedans (hertil egner elektronrør sig meget godt, og de blev brugt i de første mikrofoner. I dag er det enklere at løse en sådan mikrofon med et integreret kredsløb eller transistorer). Nogle gange er mikrofonen en del af en oscillator, som forstemmes af kapacitetsændringen, og i de efterfølgende kredsløb demoduleres ændringen til et lavfrekvent signal. Afstanden mellem membranen og forforstærkeren skal være så lille som muligt. Membranens diameter er normalt en tomme (dvs. 2,54 cm). Kondensatormikrofoner kræver strømforsyning. Med en passende konstruktion af mikrofonkapslen er det muligt med polariseringsspændingen at ændre mikrofonens retningskarakteristik, hvilket udnyttes i studiemikrofoner. Kondensatormikrofoner bruges primært til professionelle studieoptagelser og til måleformål. Ved liveoptrædener bruges i dag primært dynamiske mikrofoner. Kondensatormikrofonen hører til de akustisk mest troværdige og følsomme blandt de forskellige mikrofonprincipper.
Electretmikrofon
Electretmikrofonen er en type kondensatormikrofon, hvor det elektriske felt, der er nødvendigt for funktionen, skabes af en electret, dvs. et ikke-ledende materiale, som er permanent ladet. I takt med membranens bevægelse ændres kondensatorens kapacitet og dermed også spændingen mellem pladerne. Spændingsændringerne skal behandles af en forforstærker med høj indgangsimpedans (normalt en indbygget FET-transistor direkte i mikrofonhuset), og derfor kræver de også strømforsyning. De fremstilles til krævende måleformål og til studier, men også til enkel brug, f.eks. i computere, telefoner, forbrugerelektronik osv. Selve mikrofonhuset er normalt ikke større end 1 cm i diameter.
Kulmikrofon
Denne type er hverken en dynamisk mikrofon eller en kondensatormikrofon. Mikrofonen blev brugt i gamle telefonapparater og på grund af sin modstandsdygtighed over for rystelser også i militære radioer og telefoner. Princippet bygger på sammentrykning af kulgranulat. Når det trykkes sammen, falder dets modstand, og udgangsspændingen stiger. Efter kulmikrofonens princip blev også de første akustiske forstærkere til telefoncentraler konstrueret. Sådanne forstærkere havde høj forvrængning og et lille frekvensområde. I mikrofoner af denne konstruktion opstår der ved mekaniske (også meget lette) stød en knitren forårsaget af gnidning mellem kulkornene. I radiofoniens begyndelse gik senderens signal med høj effekt gennem kulmikrofonen, og mikrofonerne krævede derfor køling. De blev placeret i tunge stativer og i systemer af fjedre, hvilket eliminerede mekaniske stød. De har ingen retningskarakteristik.
Piezoelektrisk mikrofon (piezomikrofon)
Mikrofonen bygger på den piezoelektriske effekt. Et krystallinsk stof danner ved deformation en polariseret elektrisk spænding. Efter dette princip fungerer den piezoelektriske mikrofon, som især bruges til optagelse af lyden fra akustiske instrumenter (kontrabas, guitar, violin), fordi det flade opsamlingselement med fordel kan fastgøres på et musikinstruments resonansbund. Vibrationerne i bunden blev overført til opsamlingskrystallen, som dannede en spænding svarende til vibrationerne. Den piezoelektriske mikrofon blev især brugt i anden halvdel af det 20. århundrede. De lave produktionsomkostninger gjorde den velegnet som tilbehør til båndoptagere.
Mikrofonens egenskaber
- frekvensområde, som mikrofonerne er beregnet til. Det angives i Hz. Til optagelser af høj kvalitet kræves et område på 40 Hz – 15 kHz. Kulmikrofon: 300 Hz – 3 kHz, dynamisk mikrofon: 20 Hz – 20 kHz, kondensatormikrofon: 10 Hz – 20 kHz.
- retningskarakteristik er mikrofonens følsomhed som funktion af vinklen mellem mikrofonens akse og den retning, lydkilden virker fra. Den udtrykkes med en rumlig graf.
- frekvenskarakteristik er mikrofonens følsomhed som funktion af frekvensen. Den udtrykkes grafisk.
- mikrofonens følsomhed er det mindste lydtryk, som mikrofonen kan opfange for at give den ønskede respons. Den angives i mV/Pa ved en given frekvens. Jo lavere følsomheden er, desto tættere skal mikrofonen være på lydkilden. Følsomheden er ikke afgørende, så længe den ikke falder under 0,8 mV/Pa ved en indre modstand i mikrofonen på 200 ohm. Så er signal-støj-forholdet stadig 45 dB, hvilket er grænsen for, hvad der kan opfattes.
- mikrofonens egenstøj Hvis mikrofonens ækvivalente støjniveau er lavere end studiets støjniveau (lydtryk 3,6.10-2 Pa), er mikrofonen tilfredsstillende.
- udgangsimpedans. Afhængigt af typen er den mere eller mindre frekvensafhængig. Impedansens størrelse er vigtig for tilslutningen af mikrofonen til forstærkeren (impedanstilpasning).
- retningsfaktor Enhver mikrofontype er kendetegnet ved, at dens udgangsspænding også afhænger af den retning, lydbølgen rammer mikrofonen fra. Kun mikrofoner med rundtgående retningskarakteristik har samme følsomhed i alle retninger, og selv for dem gælder det kun ved mellemste og lave frekvenser. Ved højere frekvenser ændres den til nyreformet og helt til ottetalsformet, når bølgelængden nærmer sig mikrofonens størrelse. Mikrofoner med nyre- eller ottetalskarakteristik fremhæver lydbølger, der kommer fra retningen med mikrofonens største følsomhed, og dæmper lyd fra de øvrige retninger. Retningsfaktoren kan matematisk udtrykkes som forholdet mellem kvadratet på udgangsspændingen og kvadratet på udgangsspændingen fra den samme mikrofon placeret i et fuldstændig diffust lydfelt, forudsat samme lydtryk og en bølge, der rammer i mikrofonens akse. En mikrofon med fuldstændig rundtgående karakteristik har en retningskoefficient = 1. Kvadratroden af retningsfaktoren er den såkaldte afstandsfaktor, som angiver, hvor mange gange længere væk fra lydkilden en retningsmikrofon kan placeres i forhold til en mikrofon med rundtgående karakteristik, når forholdet mellem det direkte og det forstyrrende signal skal være det samme.
Retningskarakteristik
Retningskarakteristikken er mikrofonens rumlige følsomhed. Afhængigt af mikrofonens konstruktion og type kan den opfange lyd fra forskellige retninger med forskellig intensitet. Mikrofoner konstrueres med retningskarakteristikker efter deres forventede anvendelse. Retningskarakteristikken er frekvensafhængig – den viser sig som regel ved høje toner, mens de dybe forbliver upåvirkede.
- rundtgående (omnidirectional) eller kugleformet karakteristik er en karakteristik, hvor mikrofonen opfanger lyd lige godt fra alle sider. Den er lettest at opnå og er typisk for electretmikrofoner.
- nyreformet (kardioide) karakteristik dæmper optagelsen af lyd „bagfra“ mikrofonen. Det er en typisk karakteristik for dynamiske sangmikrofoner og dæmper akustisk tilbagekobling.
- hyperkardioide karakteristik er mere retningsbestemt end den kardioide karakteristik.
- ottetals (bidirectional) karakteristik er en karakteristik, hvor mikrofonen kun opfanger lyd bagfra og forfra.
- retningsbestemt karakteristik betyder svækket optagelse af lyd bagfra og fra siderne. Kun lyd forfra opfanges.
- smalt retningsbestemt karakteristik betyder markant svækket optagelse af lyd bagfra, hvilket af fysiske grunde normalt opnås med en mikrofonlængde på op til 1 meter. Den er karakteristisk for filmhold, som holder mikrofonerne over billedets øverste kant. Den smalt retningsbestemte karakteristik opnås på bekostning af frekvenskarakteristikken, som presses ind i det akustiske spektrum.
Frekvenskarakteristik
Mikrofonens frekvenskarakteristik er følsomheden som funktion af frekvensen. Den udtrykkes grafisk. Det fysiske ideal ville være en mikrofon, der altid omdannede en akustisk påvirkning til et tilsvarende elektrisk signal uanset frekvensen. Sådan er det dog ikke. At opnå en jævn karakteristik i det mindste i det hørbare område kræver kostbare tiltag, f.eks. meget små mikrofonmål. Med tiden blev en dyd dog gjort af nødvendigheden, og de enkelte produkters ujævnheder i frekvensgangen begyndte at blive udnyttet til at fremhæve eller dæmpe bestemte karakteristiske klangnuancer hos de optagne kilder. F.eks. arbejder alle mikrofoner undtagen de rundtgående som trykgradienttransducere og forstærker de dybe frekvenser, når de føres tættere på signalkilden – den såkaldte 'nærhedseffekt'. Det udnytter nogle sangere til at opnå en varm klangfarve i visse passager ved at føre mikrofonen tættere på og længere væk.
Til specielle formål fremstilles mikrofoner med en dæmpet del af frekvenskarakteristikken (f.eks. til reportageoptagelse af tale eller til kommunikationsudstyr, der arbejder i støjende omgivelser); i nogle tilfælde er de også udstyret med omskiftelige korrektioner direkte i mikrofonhuset, eller de skal fremhæve en bestemt del af spektret, som er nødvendig ved optagelse af lyden fra specifikke musikinstrumenter.
Tilbehør
- beskyttelse mod vind og mekaniske påvirkninger – normalt i form af et lydgennemtrængeligt overtræk (skumgummi, stof)
- edderkop – bruges primært til kondensatormikrofoner. Mikrofonens krop er ophængt i et system affjedret med gummi (eller fjedre), som isolerer den fra mekaniske rystelser.
- windshield – almindeligt brugt betegnelse for mikrofonens skumbeskyttelse mod vind. Den bruges især af tv-hold på reportagemikrofoner, og dens "lodne" udgave bruges også på smalt retningsbestemte mikrofoner.
- popfilter – bruges i studier. Det er en skærm af luftgennemtrængeligt stof, som dæmper (spreder) større luftmængder (f.eks. udånding), så de ikke overføres som en trykbølge til mikrofonen.
