magnet
Magnet er et objekt, der i rummet omkring sig skaber et magnetfelt. Det kan have form af en permanent magnet eller en elektromagnet. Permanente magneter behøver ingen ydre energi for at skabe et magnetfelt. De forekommer naturligt i visse mineraler, men kan også fremstilles. Elektromagneter behøver elektrisk energi for at skabe et magnetfelt.
Magneters egenskaber
Magneter tiltrækkes eller frastødes af andre materialer. Et materiale, der tiltrækkes kraftigt af en magnet, har høj permeabilitet. Jern og stål er to eksempler på materialer med meget høj permeabilitet, og de tiltrækkes meget kraftigt af magneter. Vand har så lav permeabilitet, at det let frastødes af et magnetfelt.
SI-enheden for magnetisk induktion, som fejlagtigt betragtes som magnetfeltets „styrke“, er tesla (symbol T). Et homogent magnetfelt med en magnetisk induktion på 1 T påvirker hver meter af en lige leder, som gennemløbes af en elektrisk strøm på 1 ampere med en kraft på 1 newton. SI-enheden for magnetisk feltstyrke er ampere pr. meter (A/m). SI-enheden for magnetisk flux er weber (symbol Wb). Den magnetiske flux er produktet af den magnetiske induktion og det areal, feltet passerer igennem; 1 Wb = 1 T·m2. Det er en meget høj værdi af magnetisk flux.
Historie
Ordet magnet kommer fra det græske μαγνήτης λίθος (magnētēs lithos), som betyder „sten fra Magnesia“. Magnesia var et område i antikkens Grækenland, det nuværende Manisa i Tyrkiet, hvor der blev fundet forekomster af magnetit allerede i oldtiden. Gamle kinesiske navigatører var blandt de første kendte brugere af magnetiske kompasser.
I de arabiske søfarendes mytologi spillede sagnet om magnetbjerget en vigtig rolle. I det femtende århundrede frygtede araberne magnetbjerget så meget, at de ikke brugte nogen genstande af jern i deres skibe (altså heller ikke søm).
Magnetismens fysiske oprindelse
Permanente magneter
Stof er sammensat af partikler som protoner, neutroner og elektroner, og alle har en grundlæggende egenskab: kvantemekanisk spin. Spinnet giver hver af disse partikler et vist magnetfelt. Derfor kunne man forvente, at alt stof ville være magnetisk, og at også antistof ville have magnetiske egenskaber. Sådan er det dog ikke.
I hvert atom og molekyle er partiklernes spin strengt ordnet efter Paulis udelukkelsesprincip. Dette ordningsprincip for spin gælder dog ikke over store afstande mellem atomer og molekyler. Uden denne langtrækkende ordning opstår der ikke noget samlet magnetfelt, fordi hver partikels magnetiske moment ophæves af de andre partiklers moment.
Permanente magneter er særlige ved, at der i dem findes en langtrækkende ordning. Den højeste grad af ordning findes i magnetiske domæner. De kan sammenlignes med mikroskopiske nabolag, hvor der er en stærk vekselvirkning mellem partiklerne, og resultatet er en høj grad af orden. Jo højere ordningen i domænet er, desto stærkere er det resulterende felt.
Den langtrækkende ordning (og det resulterende stærke magnetfelt) er det vigtigste kendetegn ved ferromagnetiske materialer.
Elektrisk frembragt magnetisme
Elektronerne spiller hovedrollen i dannelsen af magnetfeltet. Inde i atomet kan elektronerne eksistere enkeltvis eller i par i en hvilken som helst orbital. Hvis de er parret, har de to elektroner i parret modsat spin – den ene op, den anden ned. At spinnene er modsatte, betyder, at de ophæver hinanden. Hvis alle elektroner er parret, opstår der intet magnetfelt.
I nogle atomer er der uparrede elektroner. Alle magneter har uparrede elektroner, men ikke alle atomer med uparrede elektroner er ferromagnetiske. For at et materiale kan være ferromagnetisk, skal det indeholde uparrede elektroner, men de skal påvirke hinanden over en stor afstand, så de alle er orienteret i samme retning. Det er elektronernes særlige placering i atomet (og afstanden mellem atomerne), der skaber den langtrækkende ordning. Elektronerne har lavere energi, når de er orienteret ens.
Elektromagneter
En elektromagnet er i sin enkleste form en tråd, der er viklet i en eller flere vindinger. En sådan vikling kaldes en solenoide. Når der løber elektrisk strøm gennem viklingen, dannes der et magnetfelt omkring den. Feltets retning kan bestemmes med højrehåndsreglen. Feltets styrke påvirkes af flere faktorer. Antallet af vindinger bestemmer virkningsområdet, strømstyrken bestemmer aktivitetens omfang, og materialet i kernen bestemmer den elektriske modstand. Jo flere vindinger og jo højere strøm, desto stærkere bliver magnetfeltet.
Hvis viklingen er hul i midten, frembringer den kun et meget svagt felt. I midten af spolen kan man anbringe forskellige ferromagnetiske eller paramagnetiske genstande, som forstærker magnetfeltet, fx et jernsøm. Til dette formål bruges almindeligvis blødt jern. Sådanne genstande kan forstærke feltet hundrede til tusind gange.
Over store afstande følger magnetfelter den omvendte kvadratlov. Det betyder, at feltets styrke er omvendt proportional med kvadratet på afstanden fra magneten.
Hvis en magnet er i kontakt med en plan metalplade, skal den kraft, der skal til for at adskille dem, være så meget større, jo tættere kontakten mellem de to overflader er. Jo mere plane overfladerne er, desto flere kontaktpunkter er der mellem dem, og desto mindre er modstanden mellem det magnetiske kredsløb og magnetfeltet.
Elektromagneter bruges i mange sammenhænge, fra partikelacceleratorer over kraner på skrotpladser til maskiner til MR-scanning. Der findes også særlige processer, som kræver mere end en simpel topolet magnet, fx en firpolet magnet, som bruges til fokusering af partikelstråler.
Hvis der løber tilstrækkelig meget strøm gennem elektromagnetens vikling, kan den magnetiske kraft mellem spolens tilstødende vindinger få elektromagneten til at blive knust af sin egen magnetiske kraft.
Magneters karakteristika
Permanente magneter og dipoler[
Alle magneter har mindst to poler: de har altså mindst én nordpol og én sydpol. Polerne er ikke et par ting på eller inde i magneten. I starten af artiklen er der et billede af en magnet, hvor polerne ligner to bestemte områder, fordi den største feltstyrke ved overfladen optræder ved magnetens poler, men det betyder ikke, at der er tale om bestemte områder.
For at forstå polerne kan man forestille sig en række mennesker, der alle ser i samme retning og står på linje. Selvom man kan afgrænse et område, hvor alle ansigterne er, og et, hvor alle nakkerne er, findes der ikke ét enkelt punkt, hvor de alle befinder sig. Hvert enkelt menneske har ansigtet på den ene side og nakken på den anden. Hvis rækken deles i to, vil hver halvdel stadig have ansigter og nakker. Selv hvis rækken deles op i enkeltpersoner, vil hver af dem have sit ansigt og sin nakke. Sådan kan man fortsætte i det uendelige.
Det samme gælder magneter. På en magnet er der ikke ét sted, hvor alle syd- eller nordpoler befinder sig. Hvis en magnet deles i to, vil begge dele have både en nordpol og en sydpol. De to mindre magneter kan deles igen, og hver del vil igen have begge poler. I de fleste tilfælde når man, når materialet deles i stadig mindre dele, til sidst et punkt, hvor de enkelte partikler er så små, at de ikke kan fastholde et magnetfelt. Alligevel bliver de ikke til separate poler, de mister blot evnen til at fastholde magnetfeltet. Nogle materialer kan dog deles helt ned til molekylært niveau og stadig bevare et felt med en syd- og en nordpol. Der findes teorier om separate syd- og nordpoler – magnetiske monopoler, men en sådan monopol er endnu ikke fundet nogen steder.
Bestemmelse af nordpolen og Jordens magnetfelt
Standardbetegnelsen for magnetens poler er vigtig. Allerede historisk viste betegnelserne nord og syd, at man var klar over sammenhængen mellem magneter og Jordens magnetfelt. En frit ophængt magnet drejer sig med tiden altid i nord-sydlig retning, fordi den tiltrækkes af Jordens nord- og sydpol. Den ende af magneten, der peger mod Jordens geografiske nordpol, kaldes magnetens nordpol, og den del, der peger mod syd, kaldes magnetens sydpol.
Den nuværende geografiske nordpol er faktisk en magnetisk sydpol. For at gøre det endnu mere kompliceret viser magnetiserede bjergarter på havbunden, at Jordens magnetfelt tidligere har vendt, så denne betegnelse af polerne sandsynligvis igen vil være omvendt i fremtiden.
Heldigvis kan man ved hjælp af en elektromagnet og højrehåndsreglen bestemme retningen af en magnets magnetfelt uden kendskab til Jordens geomagnetiske felt.
For at undgå problemer mellem geografiske og magnetiske poler bruger man ved magneter ofte betegnelserne positiv og negativ pol. Den positive er den, der drejer mod nord.

