jern
Jern (lat. Ferrum) er et grundstof i det periodiske system, som har symbolet Fe og atomnummer 26. Jern er et forholdsvis blødt, sølvgråt metal. Det hører til overgangsmetallerne. Kemisk er det forholdsvis reaktivt og reagerer med syrer under frigivelse af brint. Under påvirkning af luftfugtighed og ilt oxiderer det og danner en blanding af hydratiserede oxider og hydroxider af jern, kaldet rust. Denne proces er et stort problem for industrien, da jern er et af de mest anvendte metaller. Som beskyttelse bruges forskellige belægninger, passivering med fosforsyre (dannelse af et fast lag af fosfater), metalbelægning osv.
Forbindelser
De mest almindelige oxidationstrin i jernforbindelser er +2 og +3. Blandt forbindelserne er det især jern(II)oxid (FeO), jern(III)oxid (Fe2O3) og det dobbelte jern(II,III)oxid (Fe3O4). De bruges især til fremstilling af rent jern.
Som overgangsmetal danner jern mange komplekser, hvor det oftest har koordinationstallene 4 og 6. Jernkomplekser er forholdsvis stabile. Blandt de mest kendte kan nævnes kaliumhexacyanoferrat(II) (gult blodludsalt) K4[Fe (CN)6], kaliumhexacyanoferrat(III) (rødt blodludsalt) K3[Fe (CN)6] – brugt i analytisk kemi, og jernpentacarbonyl Fe (CO)5, der bruges til fremstilling af rent jern i laboratoriet.
Andre anvendte forbindelser er jern(II)sulfat (FeSO4) og jern(III)chlorid (FeCl3).
Man kender også oxidationstrinene +4, +5 og +6 (K2FeO4). Disse forbindelser er meget stærke oxidationsmidler.
Forekomst
Jern er et af de mest udbredte grundstoffer i Jorden (5 vægt- %). Fordelingen er dog ikke jævn – fra overfladen mod kernen stiger indholdet, og selve kernen består af en legering af nikkel og jern i forholdet ~85 % Fe: ~6 % Ni. I naturen forekommer jern i forskellige, oftest mafiske bjergarter – basalt og mineraler – pyroxener, amfiboler, olivin. Vigtige mineraler i jernmalme, som jern fremstilles af industrielt, er: hæmatit, limonit, samt magnetit, siderit[1]. Mange andre mineraler indeholder også jern, men udvindingen er ikke rentabel eller meget energikrævende, fx pyrit. Verdens vigtigste forekomster af jernmalm er de såkaldte båndede jernformationer.
Rent jern forekommer sjældent (nogle fundsteder i Grønland og Sverige). Det findes også i de såkaldte jern meteoritter, i form af legeringer med nikkel.
Fremstilling
Jern har været kendt af menneskeheden siden oldtiden (hallstatt- og la tène-tiden), men en større industriel produktion begyndte først i 1700-tallet. Til fremstillingen bruges de ovennævnte malme (hæmatit, magnetit, siderit, limonit).
Fremstillingen bygger på redoxreaktioner med kulilte eller kulstof i såkaldte højovne. I højovnen fyldes forbehandlet malm, koks og kalksten, eventuelt siliciumdioxid. Temperaturen i ovnen er ca. 1 800 °C, og der foregår flere processer:
- forbrænding af koks under dannelse af kuldioxid eller kulilte
- C + O2 → CO2
- 2C + O2 → 2CO
- reduktion af jern med kulilte
- 3 CO + Fe2O3 → 2 Fe + 3 CO2
- eventuelt med kulstof
- 3 C + Fe2O3 → 2 Fe + 3 CO
- dannelse af slagge (beskytter det smeltede jern mod fornyet oxidation)
CaO + SiO2 → CaSiO3
Hele processen foregår uafbrudt: i den øverste del tilsættes malm, koks og slaggedannende tilsætningsstoffer, og fra den nederste del tappes det smeltede jern med jævne mellemrum (tapning af jern).
Pyrit bruges ikke som råstof til fremstilling af jern, da det indeholder svovl, som danner uønskede sulfider.
Anvendelse
Jern er det mest anvendte metal. Råjern indeholder ud over kulstof også forskellige urenheder og har derfor ikke egenskaber, der egner sig til direkte brug. Ved forarbejdning fremstilles forskellige typer støbejern . Støbejern er forholdsvis hårdt, men skørt og har begrænsede muligheder for videre bearbejdning. Til gengæld har det meget gode støbeegenskaber. Derfor bruges det til produkter, hvor der ikke kræves stor bearbejdningsnøjagtighed, og som kan fremstilles ved støbning (fx dæksler, radiatorer). Der findes dog også typer støbejern med forbedrede egenskaber.
Ved at fjerne kulstof fra råjernet får man stål, som er langt lettere at bearbejde, smedbart og bøjeligt. Ved tilsætning af andre metaller (mangan, krom, vanadium, wolfram, kobolt m.fl.) ændres stålets mekaniske egenskaber (styrke, hårdhed, kemisk bestandighed og meget mere). Stål møder vi i hverdagen (transport, industri, maskiner, byggeri).
Mere om anvendelsen af jern finder du i kategorierne Støbejern og Stål
Biologisk betydning
Jern er et vigtigt biogent grundstof. Som centralatom i det metalorganiske kompleks hæm, der er indbygget i proteinet hæmoglobin spiller det en vigtig rolle hos varmblodede dyr ved transporten af ilt fra lungerne til cellerne.
Hæmoglobin findes i de røde blodlegemer. Ilten er bundet til hæmoglobinet med en koordinationsbinding. Der opstår et problem, hvis der i lungerne kommer en ligand med større bindingsenergi (kulilte), som fortrænger ilten og blokerer transporten.
Den vigtigste kilde til jern i kosten er indmad (lever, hjerte) og kød, men også bælgfrugter og bladgrøntsager.

