Kulstof
Kulstof (lat. Carboneum) er et grundstof i det periodiske system med symbolet C; det danner 4 bindinger og har atomnummer 6. Kulstof er den grundlæggende byggesten i alle organiske forbindelser og dermed i alle levende organismer. Kulstofforbindelser er et af fundamenterne for verdensøkonomien: fossile brændsler som naturgas og kul bruges som energikilde til elproduktion og opvarmning, og produkter fra olieraffinering (benzin, diesel, tunge olier) er uundværlige til drift af forbrændingsmotorer. Kulstofbaserede produkter fra den kemiske industri er en del af hverdagen, hvad enten det drejer sig om plast, kunstfibre, maling eller lægemidler.
Kulstofs former
Grundstoffet kulstof
Kulstof er et typisk ikke-metal, der i naturen forekommer som mineral i grundstofform i to grundlæggende modifikationer, og i løbet af de seneste ca. 20 år er der fremstillet en tredje modifikation i laboratoriet:
Grafit består af kulstof, der krystalliserer i sekskantede flager, og hører til de blødeste kendte mineraler. Denne egenskab udnyttes f.eks. ved fremstilling af blyanter, hvor en formalet blanding af grafit og kalksten udgør hovedbestanddelen af stiften til skrivning eller tegning.
Diamant består af kulstof, der krystalliserer i det kubiske system; det er et meget værdifuldt mineral og hører til de hårdeste materialer. Diamanters vægt angives i karat; den største diamant, der hidtil er fundet, var Cullinan, som i rå tilstand ved fundet i Sydafrika vejede 3 106 karat (621,2 g).[1]
Fullerener er nyopdagede kugleformede molekyler, der består af fem- eller oftere seksleddede ringe af kulstofatomer. I rummet er disse molekyler arrangeret i en kugleform, og de er usædvanligt modstandsdygtige over for ydre fysiske påvirkninger. Den hidtil mest stabile kendte fulleren er et molekyle med 60 kulstofatomer. Fullerener fremstilles kunstigt ved pyrolyse af organiske forbindelser med laser. For opdagelsen og undersøgelsen af fullerenernes egenskaber blev Nobelprisen i kemi i 1996 tildelt Robert F. Curl, Richard E. Smalley og Harold W. Kroto. I dag forskes der meget intensivt i fullerenernes egenskaber og fremstillingsmetoder på mange førende videnskabelige institutioner over hele verden.
Grafen ligner grafit, men er verdens tyndeste og hårdeste materiale. Det blev opdaget af Andre Geim og hans kollega Konstantin Novoselov i 2004. Grafens elektroner ser ud til at bryde fysikkens love. De bevæger sig med næsten lysets hastighed uden at støde ind i hinanden. Det kan udnyttes i transistorer, hukommelser eller mikroprocessorer.
Forekomst og anvendelse
Grafit
Grafit er et mineral, der findes mange steder på Jorden. Nogle af de største grafitminer ligger i USA (Texas og staten New York), Mexico, Indien og Rusland. Grafit er f.eks. også en bestanddel af sod, der dannes ved forbrænding af fossile brændsler. Partiklerne er dog så små, at sod snarere har egenskaber som amorft kulstof.
Industrielt bruges grafit især til fremstilling af blyanter. Grafitten males først meget fint sammen med kalksten og presses derefter i en passende form. I ren form, uden kalksten, presses den til tegnekul for malere og grafikere.
En anden vigtig anvendelse af grafit er i metalindustrien. På grund af den meget gode varmebestandighed fremstilles der af grafit beholdere, såkaldte kokiller, som smeltede metaller og deres legeringer hældes i. Derved undgås det, at de smeltede metaller forurenes af det metal, som kokillen ellers skulle være lavet af. Af grafit fremstilles også elektroder til elektrolytisk fremstilling af aluminium ud fra en smelte af bauxit og kryolit eller til fremstilling af silicium ud fra en smelte af siliciumdioxid.
Glasagtig grafit[
En kunstigt fremstillet form for grafit er det såkaldte glasagtige kulstof (eng. glassy carbon), som er kendetegnet ved høj densitet, lav porøsitet og meget god kemisk og mekanisk bestandighed. I praksis fremstilles det ved nøje styret, langvarig nedbrydning ved høj temperatur (pyrolyse) af organiske stoffer på overfladen af almindelig grafit.
Takket være glasagtig grafits usædvanlige fysiske og kemiske egenskaber udvides den praktiske anvendelse hele tiden, trods den høje pris.
- For elektrokemien er det vigtigt, at overfladerne af elektroder af glasagtig grafit er kemisk meget bestandige, og at der kan opnås et højt positivt potential på dem, uden at de opløses som almindelige metalelektroder. Det kan udnyttes både i analytisk kemi ved undersøgelse af organiske molekylers elektrokemiske egenskaber og til præparativ oxidation ved fremstilling af visse forbindelser.
- Analysemetoden GFAAS (atomabsorptionsspektrometri med flammeløs atomisering) bruger til fordampning af den analyserede prøve en kuvette, som i løbet af få sekunder opvarmes til en temperatur på omkring 3 000 °C. En belægning af glasagtig grafit på kuvettens inderside øger dens holdbarhed dramatisk og forlænger dens levetid i forhold til en klassisk grafitkuvette.
- I metallurgien bruges der til rensning af metaller ved zonesmeltning rør belagt med glasagtig grafit, hvori hele processen foregår.
- Laboratorieudstyr med en overflade af glasagtig grafit opnår samme eller endda bedre kemisk bestandighed end udstyr af platin eller af dets legering med rhodium.
Rav
En særlig form for kulstofholdigt mineral er rav – mineraliserede rester af harpiks fra tertiærtiden, omkring 50 millioner år gamle. Ravs gennemsnitlige kemiske sammensætning er bestemt til C10H16O. Ravs grundfarve er gylden, men man kan også finde helt gennemsigtige, røde, kaffebrune og hvide varianter.
Det findes i Europa som forstenet harpiks fra fyrretræer og i Mellemamerika og Mexico, hvor det er harpiks fra det tropiske træ kopal.
Rav har især betydning for fremstilling af smykker og pyntegenstande. Det nok mest betydningsfulde projekt på dette område var det berømte Ravkammer, et rum beklædt med smukke, kunstfærdigt bearbejdede ravblokke i zarens palads i Sankt Petersborg. Under 2. verdenskrig blev Ravkammeret skilt ad af de tyske besættelsestropper og fjernet til et ukendt sted. Der eftersøges stadig forgæves efter dette kulturminde.
Rav har også palæontologisk betydning. I ravfund er kroppe af insekter fra tertiærtiden, pollen fra datidens planter og andre artefakter meget ofte perfekt bevaret.
Det er interessant, at det endnu ikke er lykkedes at fremstille rav kunstigt, selv om både dets kemiske sammensætning og den formodede dannelsesproces er velkendte.
