forbrændingsmotor
En forbrændingsmotor (i bred forstand) er en maskine, der ved forbrænding af brændstof omdanner dets kemiske energi til mekanisk arbejde. Forbrændingen af brændstoffet eller brændstofblandingen kan foregå i motoren, men også uden for motoren. I snæver forstand forstås ved begrebet forbrændingsmotor som regel en stempelforbrændingsmotor.[1]. Artiklen omhandler forbrændingsmotoren i bred forstand.
Arbejdsprincip
Visse stoffer, generelt kaldet brændstoffer, kan indgå i en kemisk reaktion – forbrænding – hvorved der frigives varme. Opvarmes en arbejdende gas med den frigivne varme, stiger ifølge tilstandsligningen enten dens tryk eller dens volumen, afhængigt af om den befinder sig i et lukket eller et åbent rum. Denne tilstand af gassen kan udnyttes til at udføre mekanisk arbejde, enten ved at trykket virker på en bevægelig del af motoren, eller ved at udnytte loven om aktion og reaktion når arbejdsmediet strømmer ud af motoren. At føre det vundne mekaniske arbejde ud i en anvendelig form er derefter blot et spørgsmål om en passende konstruktion. Hele processen forløber i overensstemmelse med termodynamikkens anden lov og kun med en vis virkningsgrad.
En eller anden variant af det nævnte generelle princip findes i udformningen af enhver forbrændingsmotor. Herved gælder:
- brændstofferne kan være faste, flydende eller gasformige,
- det medium, de forbrændes i, er oftest luft men det kan også være et andet stof,
- forbrændingen kan foregå inden i eller uden for motoren,
- arbejdsgassen kan være separat, eller den kan være selve røggasserne,
- arbejdsgassen udskiftes løbende, eller den er indesluttet i motoren,
- den bevægelige del af motoren, som arbejdsgassen virker på, kan bevæge sig på forskellig måde,
- for at opnå mekanisk arbejde kan den ene, den anden eller begge metoder udnyttes samtidig.
På baggrund af ovenstående er det ikke overraskende, at gruppen af forbrændingsmotorer omfatter mange typer og forskellige konstruktive udførelser, og derfor er det nyttigt at anvende de rette kriterier til at inddele dem.
Inddeling
Forbrændingsmotorer inddeles efter flere synspunkter. De enkelte synspunkter er indbyrdes uafhængige, og derfor kan der i dette tilfælde ikke opstilles en simpel træstruktur
Grundlæggende inddeling
Forbrændingsmotorer inddeles:
- efter hvor forbrændingen finder sted (i motoren eller uden for den) i
- motorer med intern forbrænding (de fleste nutidige forbrændingsmotorer)
- motorer med ekstern forbrænding, hvor man kan skelne mellem, om energien føres ind i arbejdsrummet
- ved tilførsel af arbejdsgasser (fx gasturbine)
- ved varmeoverførsel gennem en varmeveksler for arbejdsmediet (fx stirlingmotor)
- efter arbejdscyklus i
- motorer med kontinuerlig arbejdscyklus (fx forbrændingsturbine)
- motorer med intermitterende arbejdscyklus
- Efter det grundlæggende arbejdsprincip i:
- stempelforbrændingsmotorer
- motorer med retlinet frem- og tilbagegående stempelbevægelse (de fleste nutidige forbrændingsmotorer)
- motorer med roterende stempelbevægelse (wankelmotor)
- skovlmotorer (turbiner)
- reaktionsmotorer (jetmotorer eller raketmotorer)
- stempelforbrændingsmotorer
- Stempelforbrændingsmotorer inddeles efter, hvordan forbrændingen sættes i gang, i:
- motorer med gnisttænding - forbrændingen udløses af energi fra en ekstern kilde - gnisten fra et tændrør
- motorer med kompressionstænding - når forbrændingen udløses ved opvarmning af den komprimerede blanding over antændelsestemperaturen
- motorer med kombineret tænding
- glødehovedmotorer
I almindelig praksis forstås i dag ved en forbrændingsmotor en forbrændingsmotor med intern forbrænding.
Andre inddelinger
Der findes også andre, mere detaljerede synspunkter. Den følgende liste over kriterier er ikke udtømmende, og desuden har de enkelte kategorier af forbrændingsmotorer, fx turbiner, deres egne specifikke kategorier.
- efter typen af brændstof inddeles motorerne i:
- gasmotorer - der forbrænder gasformige brændstoffer, fx naturgas
- til flydende brændstoffer - fra råolie (benzin, diesel) eller andre (alkohol)
- til faste brændstoffer - fx kulstøv
- flerbrændstofmotorer - der kan omstilles til et andet brændstof med eller uden ændringer af motoren
- dual fuel-motorer - der forbrænder flere slags brændstof samtidig
- efter hvor blandingen dannes:
- med dannelse af blandingen uden for arbejdsrummet - fx i en karburator, forbrændingskammer
- med dannelse af blandingen i arbejdsrummet - fx i cylinderen på dieselmotorer
- efter hvordan blandingen dannes:
- efter hvordan luften føres ind i cylindrene:
- motorer med atmosfærisk (naturlig) fyldning af cylindrene, hvor indsugningen alene sker ved det undertryk, som stemplets bevægelse i cylinderen skaber,
- overladet motor, hvor fyldningen af cylinderen ved et højere tryk end den omgivende atmosfære sikres af en ekstra enhed i ladesystemet. Ladeenhederne kan være mekaniske blæsere eller kompressorer, fx i bilen VW Corrado (G-Lader), eller kompressorer brugt i Bentley-biler (Bentley Blower), eller turboladere, fx i TDI-motorer fra VW.
- efter anvendelsesformål i: stationære, mobile, industrielle, kraftværksmotorer, skibsmotorer, jernbanemotorer, køretøjsmotorer, traktormotorer, specialmotorer og andre.
Stempelforbrændingsmotor
Disse motorer er den mest udbredte type forbrændingsmotor i tekniske anlæg. De bruges næsten udelukkende til at drive motorkøretøjer. Deres grundlæggende komponent er stemplet, der udfører en frem- og tilbagegående eller roterende bevægelse og formidler omdannelsen af gasfyldningens trykenergi til mekanisk energi i den roterende aksel.
Motor med gnisttænding
Det grundlæggende kendetegn ved motorer med gnisttænding er, at blandingen i cylinderen over stemplet oftest antændes af en gnist mellem tændrørets elektroder. Blandingen kræver en ekstern energikilde for at blive antændt. En motor med gnisttænding kan arbejde både som totakts- og som firetaktsmotor.
Dieselmotor
Det grundlæggende kendetegn ved dieselmotorer er, at blandingen, som først dannes direkte i forbrændingsrummet, selvantændes af den såkaldte kompressionsvarme. Disse motorer har et så højt kompressionsforhold, at når luften, der er suget ind i cylinderen, komprimeres, er temperaturen i forbrændingsrummet i det øjeblik, brændstoffet sprøjtes ind, højere end antændelsestemperaturen for brændstoffet. Også dieselmotoren kan arbejde som totakts- eller firetaktsmotor.
Raketmotor
Raketmotoren har en særlig stilling blandt de øvrige forbrændingsmotorer:
- den henter ikke sit arbejdsmedium fra atmosfæren under driften, men skal ud over brændstoffet også have et tilstrækkeligt lager af oxidationsmiddel
- motorens nyttige ydelse er ikke mekanisk arbejde, men reaktionskraften fra udstødningsgasserne
- bortset fra hjælpesystemer (fx pumper, drejning af dyser) indeholder hovedsystemet til energiomdannelse ingen bevægelige dele.
Med hensyn til disse grundlæggende forskelle gælder visse dele af nedenstående tekst ikke for raketmotorer.
Historie
De første forslag om at udnytte krudt som kilde til mekanisk energi dukkede op allerede i 1600-tallet. I Frankrig beskæftigede Hautefeuille og Denis Papin sig med problemet, i Holland Christian Huygens. I slutningen af 1700-tallet foreslog Street i Storbritannien at udnytte en blanding af flydende brændstof og luft, og Barber konstruerede den første forbrændingsturbine. I 1800-tallet patenterede Lebon en dobbeltvirkende gasmotor, S. Brown byggede en gasmotor og monterede den i år 1826 i et køretøj. Étienne Lenoir konstruerede i 1860 en dobbeltvirkende totakts glidermotor drevet af bygas. I 1867 konstruerede Nikolaus Otto og Langen en atmosfærisk gasmotor, i 1873 Reithmann en firetakts gasmotor, i 1878 igen Otto en liggende, enkeltvirkende firetakts gasmotor. I 1879 konstruerede Kostovič en motor med gnisttænding med en effekt på op til 60 kW til at drive luftskibe. I 1884 konstruerede Gottlieb Daimler den første hurtigtløbende firetaktsmotor med gnisttænding. I 1893 beskrev Rudolf Diesel en arbejdsproces til udnyttelse af pulveriseret kul eller andre tunge brændstoffer. I 1910'erne blev der gjort forsøg med at sprøjte brændstoffet ind med en pumpe i stedet for med trykluft. Serieproduktionen af biler og dermed også af deres motorer blev indledt i 1908 af firmaet Ford. I 1912 byggede det schweiziske firma Sulzer de første lokomotiver drevet af en dieselmotor.
Fordele og ulemper ved forbrændingsmotorer
Hver type forbrændingsmotor har sine fordele og ulemper og egner sig derfor mere eller mindre til at drive de enkelte anlæg.
Forbrændingsmotorernes vigtigste fordele er:
- i stempeludførelse opnår de en høj virkningsgrad ved energiomdannelsen. Forbrændingsturbiner opnår kun en høj virkningsgrad i enheder med stor effekt
- de kan hurtigt sættes i drift (med undtagelse af motorer med meget stor effekt)
- de kan konstrueres til forskellige brændstoffer, formål og størrelser
- især med flydende brændstoffer giver de et lavt brændstofforbrug, en stor aktionsradius og en lav vægt pr. effektenhed, dvs. de egner sig til at drive transportmidler.
Forbrændingsmotorernes vigtigste ulemper er:
- en uheldig påvirkning af miljøet
- de kræver en ekstern energikilde for at starte (undtagen raketmotorer)
- stempelmotorer har et ugunstigt forløb af effektkarakteristikken
- de opnår ikke en lang levetid
Delsystemer
For at kunne arbejde i praksis har motoren brug for yderligere delsystemer.
- Brændstofsystemet sørger for opbevaring, fordeling og filtrering af brændstoffet.
- Blandingssystemet sørger for at fremstille forbrændingsblandingen af luft og brændstof i tilstrækkelig mængde, kvalitet og passende sammensætning.
- Kølesystemet sørger for at bortlede overskudsvarmen og holde motoren i den optimale driftstemperatur.
- Smøresystemet sørger for smøring af motorens bevægelige dele.
- Styresystemet (i dag næsten udelukkende elektronisk) sørger for styring af motorens gang ud fra de ydre forhold og motorens egen tilstand.
- Det elektriske system sørger for tilstrækkelig energi til de systemer, der drives af elektrisk energi.
- Tændingssystemet (på motorer med gnisttænding) sørger for pålidelig antændelse af blandingen i forbrændingsrummet.
Styring af effekten
En forbrændingsmotors effekt afhænger primært af den mængde energi, der frigives ved forbrændingen af brændstoffet. Mængden af frigivet energi kan styres på to måder.
- Styring af blandingens mængde, også kaldet kvantitativ styring. Med en mindre mængde blanding frigives der mindre energi, og motoren afgiver dermed en mindre effekt. Denne styring anvendes af motorer med gnisttænding, der arbejder med en homogen blanding. Oftest sker denne styring med et spjæld i indsugningsrøret.
- Styring af blandingens sammensætning, også kaldet kvalitativ styring. Den samme mængde blanding, der indeholder mindre brændstof, frigiver mindre energi. Denne styring anvendes især af dieselmotorer, der arbejder med en heterogen blanding. Oftest sker denne styring ved en ændring af indsprøjtningens varighed.
Blandingens bestanddele
Brændstoffer
Som brændstoffer bruges oftest kulbrinter: letfordampelige (benzin), tungtfordampelige (diesel), komprimeret naturgas (CNG), flydende propan-butan (LPG), alkoholer (methanol, ethanol).
Der bruges også forskellige blandinger af dem, eller motoren bruges som flerbrændstofmotor med skift af brændstof under kørslen. I den seneste tid er man begyndt at tilsætte biologiske komponenter til brændstofferne, fx rapsmethylester (RME).
Der arbejdes intensivt på at erstatte de oliebaserede brændstoffer med brint.
Luft
Ud over brændstoffet er luft en nødvendig bestanddel af blandingen for de fleste forbrændingsmotorer, fordi den indeholder den ilt som forbrændingen kræver.
Energibalance
Den varme, der tilføres med brændstoffet, fordeles i forbrændingsmotoren således:
Qd = Qe + Qch + Qv + Qns + Qol + Qzv
- Qd - varme tilført med brændstoffet
- Qe - varme svarende til motorens nyttige arbejde
- Qch - varme bortledt til kølesystemet
- Qv - varme bortledt med udstødningsgasserne
- Qns - varme, der ikke udnyttes på grund af ufuldstændig forbrænding af brændstoffet, også kaldet kemiske tab
- Qol - varme bortledt med smøreolien
- Qzv - varme, der ikke er medregnet i de foregående led (andre tab)
Andelen af ligningens vigtigste led fremgår af tabellen, hvor Qd svarer til 100 %.
| Motortype | % Qe | % (Qch + Qol) | % Qv |
| gnisttænding | 21 til 28 | 12 til 27 | 30 til 55 |
| kompressionstænding | 29 til 42 | 15 til 35 | 25 til 45 |
Den termiske energi, der opvarmer motoren og udstødningsgasserne (Qch, Qv, Qol), kan ikke udnyttes og kaldes tabsenergi.
Af sammenligningen fremgår det, at dieselmotoren udnytter den tilførte energi mere effektivt og altså arbejder med en højere virkningsgrad.
Af den varme, der svarer til det nyttige arbejde Qe , går endnu en del til mekaniske tab (friktion og drift af hjælpeaggregater).
Emissioner
På grund af sin massive udbredelse er forbrændingsmotoren en af de væsentlige kilder til forurening af miljøet. De naturlige produkter af fuldstændig forbrænding af et kulbrintebrændstof er
Ud over dem dannes også andre skadelige forbindelser:
- NOx - nitrogenoxider, mest repræsenteret ved nitrogendioxid. De dannes ved dissociation af kvælstof ved høje temperaturer og den efterfølgende oxidation.
- NH3 - ammoniak. Dannes ved utilstrækkelig forbrænding af brændstoffet.
- CO - kulilte. Dannes ved ufuldstændig forbrænding uden tilstrækkelig lufttilførsel (ilt).
- CHx - uforbrændte kulbrinter. Dannes ved utilstrækkelig forbrænding af brændstoffet.
- SO2 - svovldioxid. Dannes ved forbrænding af urenheder af svovl i brændstoffet.
- O3 - ozon. Dannes ved reaktioner mellem NOx og CHx.
- partikler - opløselige eller uopløselige (sod) - især ved motorer, der forbrænder tungtfordampelige brændstoffer (dieselmotorer).
- aldehyder - delvist oxiderede kulbrinter.
Forbrændingsmotoren er også en væsentlig kilde til støj.
Reduktion af emissioner
Med den nuværende viden er det ikke muligt i stor skala at erstatte forbrændingsmotoren med en anden alternativ drivform, der egner sig til biltrafik, og som bevarer forbrændingsmotorens fordele uden at have dens ulemper. Derfor arbejder producenterne af motorer og motorkøretøjer intensivt på at mindske de negative følger af brugen af forbrændingsmotorer.
Til at reducere emissionerne kan nogle af følgende teknikker anvendes:
- Højere virkningsgrad for motoren. Denne teknik giver et lavere brændstofforbrug, hvilket under ellers ens forhold også mindsker mængden af emissioner fra motoren tilsvarende. For at reducere emissionerne af CO2 er denne teknik den eneste mulige, da kuldioxid er et produkt af fuldstændig (og dermed ren) forbrænding.
- Brug af ekstraudstyr. Formålet med dette udstyr er at gøre udstødningsgasserne renere, inden de slippes ud i luften. Den tekniske løsning er katalysatorer (trevejs eller kun reagerende på en bestemt komponent) eller filtrering af udstødningsgasserne.
- Konstruktive ændringer af motoren. Det drejer sig primært om ændringer af kompressionsforholdet, timingen af ventilerne, størrelse og form af indsprøjtningshullerne, et større antal ventiler, en ændret form på forbrændingsrummene og lavere friktionstab.
- Påvirkning af forbrændingsforløbet. Det sker ved at ændre indsprøjtningens tids- og mængdeforløb, ved at bruge gløderør også ved lav belastning og ved at ændre strømningen af fyldningen i cylinderen.
- Forbedring af brændstofferne. Ønskværdige er brændstoffer med en højere andel af brint, et lavere indhold af svovl og polycykliske kulbrinter og med et højere cetantal og oktantal .
- Ændring af arbejdscyklussen. For motorer med kvantitativ styring kan man bruge teknikken med cylinderudkobling CDA (Cylinder DeActivation).
- Påvirkning af cylinderfyldningen. Ved dellast kan man bruge teknikken med recirkulation af udstødningsgas - EGR (Exhaust Gas Recirculation).
