CO2
Kuldioxid, også kendt som CO2, er en kemisk forbindelse af kulstof og ilt. Den har den kemiske formel CO2 og indeholder ét kulstofatom bundet til to iltatomer. Kuldioxid er en farveløs og lugtfri gas, som findes i jordens atmosfære i meget små mængder.
Definition og anvendelse af kuldioxid:
- Kemisk formel: CO2
- Struktur: Kuldioxid har en molekylstruktur med ét kulstofatom og to iltatomer.
Anvendelse af kuldioxid:
-
Fotosyntese: Kuldioxid er en vigtig del af fotosyntesen, den proces, hvor planter og visse mikroorganismer optager kuldioxid fra atmosfæren og omdanner den til organiske forbindelser som glukose. Fotosyntesen er den grundlæggende proces for dannelse af næring og ilt i planter.
-
Respiration: Kuldioxid er et biprodukt af organismers stofskifte, også menneskets. Under vejrtrækningen udskiller organismer kuldioxid til atmosfæren.
-
Iltens kredsløb: Kuldioxid indgår i iltens kredsløb, den proces, hvor der sker udveksling mellem atmosfærisk ilt og kuldioxid i havene og planterne.
-
Konservering af fødevarer: Kuldioxid bruges undertiden som konserveringsmiddel i fødevareindustrien for at forlænge fødevarers holdbarhed.
-
Forbedring af jordens frugtbarhed: Kuldioxid kan bruges til at forbedre jordens frugtbarhed i form af calciumoxid (kalk) eller andre gødninger.
-
Bagepulver: I fødevareindustrien bruges kuldioxid som grundbestanddel i bagepulver, der hjælper dejen med at hæve og frigiver kuldioxid i form af gas, så dejen hæver.
-
Drikkevareproduktion: Kuldioxid findes i drikkevarer med brus, fx sodavand og juice med bobler, hvor den giver gasbobler og en forfriskende smag.
Det er vigtigt at være klar over, at kuldioxid også er en drivhusgas, hvilket betyder, at den bidrager til at holde på varmen i atmosfæren og påvirker klimaforandringerne. Derfor diskuteres behovet for at kontrollere udledningen og finde måder at mindske dens indvirkning på klimasystemet.
Forekomst i naturen
Kuldioxid er en almindelig bestanddel af jordens atmosfære, og koncentrationen[4] i luften svinger afhængigt af de lokale forhold, højden over havet og luftens relative fugtighed. Hovedsageligt på grund af industriens udledninger stiger den gennemsnitlige koncentration i luften fortsat (se afsnittet „Kuldioxids indflydelse på den globale opvarmning“).
Lokalt meget høj koncentration findes, hvor gassen strømmer ud af jorden i vulkansk aktive områder, og i visse naturlige mineralvande. Da den er tungere end luft, kan den samle sig sådanne steder og udgøre en farlig fælde for dyr og mennesker. Vulkansk aktivitet tilfører på denne måde årligt jordens atmosfære ca. 130 til 230 Tg, hvilket kun svarer til størrelsesordenen 0,5 % af menneskehedens produktion af CO2 [5].
Kuldioxid er også fundet i det interstellare rum. Den er hovedbestanddelen i atmosfæren på planeterne Venus og Mars. Spektroskopisk er den også påvist i kometer.
Anvendelse
Kuldioxid er en gas, der er let tilgængelig i industrien. Den bruges som:
- kemisk råstof til fremstilling af:
- uorganiske karbonater
- metanol
- polykarbonater
- polyuretaner
- karbamater
- isocyanater
- andre organiske forbindelser
- drivgas og beskyttelsesatmosfære til brug i fødevareindustrien
- bestanddel i drikkevarer med brus
- fyldning i kulsyreslukkere
- kølemiddel (tøris)
- i medicin tilsættes den (op til 5 %) ilt for at øge effektiviteten af vejrtrækningen
- i akvaristik til at fremme væksten af akvarieplanter
Kuldioxids indflydelse på den globale opvarmning
I sig selv er CO2 ikke et skadeligt stof, fordi den ikke er giftig. I slutningen af 1997 blev de forhandlende lande på klimakonferencen i Japan (Kyoto) enige om begrænsninger af CO2-udledningen. Disse begrænsninger er kendt som Kyotoprotokollen. Stigningen af CO2 i luften anses for at være hovedårsagen til den globale opvarmning, og den skyldes hovedsageligt afbrænding af fossile brændstoffer og skovrydning. Heldigvis er det hidtil mest effektive økosystem, der binder kuldioxid fra luften – havets fytoplankton – ikke væsentligt forstyrret.
En stor mængde kuldioxid er også opløst i verdenshavene, som dermed regulerer mængden i atmosfæren. Den gradvise stigning i den globale temperatur påvirker dog opløseligheden af CO2 i havvand negativt, og gennem positiv tilbagekobling kommer der dermed yderligere mængder af denne drivhusgas tilbage til luften. Heldigvis er det meste kuldioxid i havvand kemisk bundet i form af karbonat- og hydrogenkarbonationer, hvilket skyldes dens reaktion med kalkholdige mineraler efter ligningen:
- CaCO3 + CO2 + H2O ←→ Ca2+ + 2 HCO3-
Denne ligevægt forskydes dog mod venstre, når temperaturen stiger.
Også intensiteten af fotosyntesen hos fytoplankton afhænger af en optimal temperatur og falder, når temperaturen stiger over optimum.
Kuldioxid og biomasse
Ud over ved afbrænding af biomasse eller biogas dannes kuldioxid også under kompostering. En del af det organiske materiale bliver tilbage på marken som planterester og rodsystem.
Under komposteringen omdannes en stor del af det organiske materiale til en stabiliseret organisk-mineralsk gødning med et højt indhold af humusstoffer, så en stor del af kulstoffet forbliver bundet i lang tid i humus, som forbedrer jordens egenskaber (vandholdende evne, bufferkapacitet m.m.). Desuden giver de forbedrede jordegenskaber højere udbytter og dermed også en mere intensiv optagelse af CO2 under fotosyntesen.
Historisk baggrund
Kuldioxid var den første kemiske forbindelse, der blev beskrevet som en gas forskellig fra luft. I 1600-tallet fandt den flamske kemiker Jan Baptist van Helmont ud af, at når trækul brændes i en lukket beholder, vejer asken mindre end det oprindelige kul. Han forklarede det med, at en del af kullet blev omdannet til et usynligt stof, som han kaldte gas spiritus sylvestre.
I midten af 1700-tallet undersøgte den skotske læge Joseph Black gassens egenskaber nærmere. Han fandt ud af, at der ved opvarmning af kalksten eller ved dens reaktion med syrer dannes en gas, som han kaldte „bundet luft“ („fixed air“), fordi den kunne bindes af stærke baser (fx calciumhydroxid). Han opdagede også, at den er tungere end luft, at den i modsætning til almindelig luft ikke understøtter forbrænding, og at dyr dør i den. Bindingen til calciumhydroxid brugte han til at bevise, at den findes i udåndingsluften, og at den frigives ved gæring (fermentering).
