stål
Stål er en legering af jern med kulstof og legeringselementer (mangan, krom, wolfram, silicium og andre), hvor indholdet af kulstof er mindre end dets maksimale opløselighed i austenit, som er 2,14 %. En legering af jern med kulstof og andre grundstoffer med et kulstofindhold over 2,14 % kaldes støbejern. Kulstof danner sammen med jern forskellige strukturbestanddele, f.eks. ferrit, austenit, cementit, perlit, ledeburit eller martensit.
Egenskaber
Generelt
Massefylden af stål er 7,85 g/cm3. Trækstyrken Rm ligger normalt fra 300 N.mm-2 til 1500 N.mm-2.
Stål er det mest anvendte konstruktionsmateriale. Der findes materialer, der er hårdere, stærkere, mere modstandsdygtige og mere varmebestandige ... men intet har så afbalancerede egenskaber, - hårdhed, elasticitet, styrke og nem bearbejdning og genanvendelse. Intet andet materiale (med de givne mekaniske egenskaber og styrkeegenskaber) kan bearbejdes og formes så godt.
Jern og kulstof
Kulstof er det vigtigste legeringselement. Stålets kvalitet afhænger ikke kun af kulstofindholdet, men også af varmebehandlingen.
På billedet ses de enkelte faser:
Grafen viser den såkaldte V-formede karakteristik, som forekommer i systemer, der kun er fuldstændig opløselige i flydende tilstand og kun lidt opløselige i fast tilstand (se eutektikum).
Grundlæggende kan diagrammet opdeles i dele:
- Eutektisk - under smelten, med eutektikum ved 1150 °C, kulstofindhold 4,3 %
- Eutektoid - faseomdannelse i fast tilstand under γ-området, med eutektoid ved 723 °C, kulstofindhold 0,8 %
- Peritektisk - et forholdsvis lille område øverst til venstre (deltakrystaller) med peritektikum ved ca. 1430 °C.
Disse faser opstår dog kun ved uendeligt langsom afkøling/opvarmning. Ved hurtig afkøling (hærdning) dannes f.eks. martensit, som øger hårdheden. Ved langsom afkøling af austenitiske stål øges sejheden normalt.
For dynamiske forløb bruges TTT-diagrammer. TTT-diagrammernes placering kan forestilles sådan, at man vinkelret på det binære diagram tilføjer en tidsakse (den "kommer ud" af billedet). De ændrer sig ret kraftigt afhængigt af indholdet af kulstof og legeringselementer. I dem optræder også mellemtrin som f.eks. bainit.
En markant indflydelse har mangan, som gør stålet austenitisk også ved et højere kulstofindhold og fremmer dannelsen af martensit også ved langsom afkøling..
For meget kulstof øger generelt sprødheden, dvs. det nedsætter kærvslagsejheden; dette problem gælder ikke kugleformet grafitstøbejern.
Kulstof tilsættes enten i form af opkulningsmidler til smelten, eller man lader det trænge ind i overfladen af austenitiseret stål (f.eks. ved indsætningshærdning).
Legeringselementer
Ved fremstilling af forskellige ståltyper (efter formål) bruges forskellige legeringselementer (legeringstilsætninger), som tilsættes smelten for at tilpasse stålets egenskaber. Legeringselementerne tilsættes for det meste direkte ved at kaste dem i jernsmelten. Nogle gange smelter legeringselementet sværere end jern eller omvendt. Så bruger man enten tricks som eutektisk legering, hvorved der dog ikke dannes en ren legering. Hvis legeringselementet ikke er tilstrækkeligt opløseligt i stålsmelten, er det nødvendigt at bruge pulvermetallurgi. Det kaldes også sinter.
- Hårdhed
- Hårdheden øges med legeringselementerne: vanadium - takket være karbiddannelse, wolfram - ekstremt hårde karbider, som kan skære selv rødglødende
- Styrke
- Styrken øges med legeringselementerne mangan, krom, nikkel, men også ved efterfølgende mekanisk behandling, f.eks. koldvalsning og varmebehandling, f.eks. hærdning. Jerns teoretiske styrke ved et ideelt krystalgitter (beregnet værdi) er omkring 40.000 N.mm-2. Det stærkeste stål på markedet har 1500 N.mm-2.
- Slidstyrke
- Denne egenskab er nødvendig for dele, der udsættes for slid (f.eks. akselforbindelser), eller for skærende værktøjer, hvor æggen slides. For at forbedre egenskaben bruger vi legeringselementerne: Kulstof - martensit, men også cementit, Kobolt, Vanadium, Wolfram
- Varmebestandighed, krybestyrke
- Almindeligt stål mister ved varmebelastning (allerede ved 300 °C) sine egenskaber - især hårdhed og styrke (motorer, turbiner ...). Varmestyrken forbedres ved tilsætning af legeringselementerne: nikkel, wolfram, krom, molybdæn, vanadium. Den nominelle driftstemperatur for sådanne stål er fra 300 °C til 550 °C. Stål over 550 °C er højtemperaturstål. Over 800 °C er de fleste stål ubrugelige. Under laboratorieforhold kan man fremstille stål, som selv ved 1000 °C har ca. 500 N.mm-2, men det er ekstremt vanskeligt at fremstille (i flere produktionstrin og efter streng udvælgelse).
- Elasticitet
- Elasticitet er den egenskab, der angiver, hvor meget stål kan deformeres, så det stadig vender tilbage til sin oprindelige tilstand. Denne egenskab udnytter vi f.eks. i fjedre. For at forbedre elasticiteten legeres stålet med silicium.
- Specielle legeringselementer
- Magnesium - fremmer dannelsen af kugleformet grafit i duktilt støbejern (støbejern med egenskaber svarende til stål), Beryllium - Cu-Be-legeringer af stål, forsinker materialetræthed (ved gentagne belastningsændringer), f.eks. i fjedre
Inddeling af stål
Efter kulstofindhold
- Undereutektoide - med et kulstofindhold under 0,8 %
- Eutektoide - 0,8 % kulstof
- Overeutektoide - mellem 0,8 % og 2,06 %
Efter legering
- Lavtlegerede
- Højtlegerede - over 5 % legeringselementer
Efter desoxidation
- Beroligede - ilten er fjernet
- Uberoligede
Efter anvendelse
- Automatstål - stål beregnet til efterfølgende spåntagende bearbejdning
- Sejhærdningsstål - stål beregnet til efterfølgende varmebehandling
- Indsætningsstål - stål beregnet til styrkelse af dele, der udsættes for slid. Lavtlegerede eller ulegerede stål med under 0,25 % kulstof, som indsætningshærdes (opkulles) og hærdes i overfladen. Også efter hærdningen har de gode plastiske egenskaber.
- Konstruktionsstål - stål til bygningskonstruktioner og maskinkonstruktioner, hvor også økonomien er afgørende for anvendelsen
- Nitrerstål - ekstremt hårde og slidstærke. Hårdhed 750 HV til 1200 HV.
- Fjederstål - høj elasticitetsgrænse.
- Kuldesejt stål (kryostål) - stål, der ikke bliver sprøde ved lave temperaturer. Ulegerede til -60 °C, lavtlegerede til -120 °C og højtlegerede til -250 °C.
- Lejestål
- Værktøjsstål - stål til fremstilling af værktøj, både til spåntagende bearbejdning og håndværktøj
- Fødevaregodkendt stål - specielle ædelstål uden indhold af tungmetaller og skadelige urenheder
- Dybtræksstål - stål til pressede plader, f.eks. til fremstilling af karrosserier til biler. For det meste kulstoffattige stål.
Nutiden
Fremstilling
Grundlag
I dag fremstilles stål på to måder - enten fremstilles det som primærstål (kun grundmaterialet) i højovne. Egentlig kun råjern - det bliver derefter frisket og desoxideret og derefter tilsættes legeringselementer. Her bruges LD-konverter eller i den senere tid Corex.
Siemens-Martin-ovne er i dag håbløst forældede.
Eller stålet blandes præcist i elektriske ovne. Denne metode bruges ret ofte til små og mellemstore serier på grund af sin økonomiske fleksibilitet.
Donawitz-metoden (LD-konverter)
Gennem et langt, tyndt rør - en lanse - blæses der 98 % ilt ind i konverterens smelte. Desuden tilsættes skrot og malm for at reducere andelen af råjern. Ilten reagerer med jernet, og der dannes jernoxid FeO, som forbrænder de uønskede urenheder i denne rækkefølge:
- Silicium - 2FeO + Si → SiO2 +2Fe
- Mangan - FeO + Mn → MnO + Fe
- Kulstof - FeO + C → CO + Fe
- Fosfor - 5 FeO + 2P → P2O5 + 5Fe
- Svovl - 2 FeO + S → SO2 + 2 Fe
Ved denne metode skal der dog også tilføres smelte, så chargen ikke bliver kold. Det færdige stål hældes derefter fra konverteren over i en støbeske til videre forarbejdning. Konverterens maks. kapacitet er ca. 250 t.
Prismæssigt næsten den mest fordelagtige måde at fremstille stål på i store mængder.

