Eshop roka 2025 s vykurovacou technikou

krom

Krom (lat. Chromium) er et grundstof i det periodiske system med kemisk symbol Cr og atomnummer 24.

 

Historie

I 1761 opdagede Johann Gottlob Lehmann det orangerøde blykromat (PbCrO4) i Ural, som han kaldte rød blymalm. Han bestemte det som en bly-jern-selenforbindelse, og derfor forblev krom uopdaget.

I 1770 fandt Peter Simon Pallas samme sted et rødt blyholdigt mineral, som han på grund af den røde farve kaldte krokoit (af græsk krokos, safran). Brugen af den røde blymalm som farvejord voksede hurtigt. Det strålende gule pigment fremstillet af krokoit under navnet kromgult kom på mode. Mange husker det som postgult.

I 1797 udvandt Louis Nicolas Vauquelin krom(III)oxid (Cr2O3) af krokoit og saltsyre. I 1798 fremstillede han urent grundstofkrom ved reduktion af krom(III)oxid med trækul. Det nyisolerede grundstof fik navnet krom på grund af sine mange farverige salte (af græsk chroma, farve). Vauquelin påviste også spor af det nye grundstof i ædelsten som rubin og smaragd. I 1800-tallet blev kromforbindelser hovedsageligt brugt som farvestoffer. Ved udgangen af 1900-tallet bruges krom og dets forbindelser især til fremstilling af korrosionsbestandige og varmebestandige legeringer.

 

Forekomst

Krom blev næsten udelukkende brudt som kromit (FeCr2O4) eller sjældnere som kromferid, og det i dagbrud eller i ringe dybde. Metallisk krom udvindes ved reduktion af denne malm med aluminium eller silicium.

Sydafrika leverer omkring halvdelen af verdens forbrug af kromit. Værd at nævne er også lande som Kasakhstan, Indien og Tyrkiet.

I 2000 blev der leveret omkring 15 millioner ton kromitmalm til markedet. Heraf kunne der udvindes 4 millioner ton ferrokrom til en markedsværdi af 2,5 milliarder dollar. Metallisk krom forekommer kun sjældent i aflejringer. En af forekomsterne er Udatjnaja-minen i Rusland, hvor der brydes en kimberlitdiatrem. I den reducerede grundmasse af denne kimberlit findes diamanter og metallisk krom, som sandsynligvis stammer fra en dybere del af jordens kappe.

Udvinding

Den leverede kromitmalm adskilles fra gråbjerget. I andet trin sker en oxiderende smeltning under varme til dikromat. Derefter reduceres det med kulstof til krom(III)oxid og med aluminium til grundstofkrom. Krom kan ikke udvindes ved reduktion med kul fra oxidiske malme, fordi der dannes kromkarbid. Rent krom fremstilles ved elektrolyse af Cr3+-ioner fra en svovlsur opløsning. De tilsvarende forbindelser fremstilles ved at opløse krom(III)oxid eller ferrokrom i svovlsyre. Ferrokrom som udgangsstof kræver naturligvis, at jernet fjernes først.

Ekstremt rent krom fremstilles gennem yderligere rensningstrin med van Arkel-de Boer-metoden efter van Arkel og de Boer.

Ferrokrom fremstilles ved reduktion af kromit i en lysbueovn ved 2 800 °C.

Egenskaber

Krom er et stålgråt, korrosionsbestandigt og ikke-oxiderende hårdt metal, som i ren tilstand er sejt, formbart og smedbart.

Kroms almindelige oxidationstrin er +2, +3 og +6, hvoraf +3 er det mest stabile. I oxidationstrin +6 er det et stærkt, men også giftigt oxidationsmiddel.

Anvendelse

Krom og dets forbindelser anvendes på mange forskellige måder:

  • Hårdforkromning
    Galvanisk påføring af et op til 500 µm (0,5 mm) slid- og rustbestandigt lag direkte på stål, støbejern, kobber, ... Også aluminium kan forkromes efter påføring af et mellemlag (hårdforkromede aluminiumscylindre i motorer).
  • Dekorativ forkromning.
    Galvanisk påføring af et Cr-lag på under 1 µm (0,001 mm) til dekorative formål med et korrosionsbeskyttende mellemlag af nikkel eller nikkel-kobber. Meget ofte forkromes også dele af plast.
  • Legeringselement i rustfri og varmefaste ædelstål og ikke-jernholdige legeringer.
  • som katalysator
  • som kromit ved fremstilling af forme til brænding af mursten
  • farvning af glas eller pigmenter til maling.
    CrIII-forbindelser farver glas smaragd grønt, CrVI-forbindelser gult (zinkgult).

Begrænsning

Direktivet RoHS begrænser brugen af hexavalent krom og yderligere 5 stoffer (cadmium, bly, kviksølv, polybromerede biphenyler (PBB) og polybromerede diphenylethere (PBDE)) ved fremstilling af elektrisk og elektronisk udstyr, som i store mængder ender på lossepladser, og bidrager dermed til beskyttelse af menneskers sundhed og miljøet. Begrænsningen gælder derfor ikke industrielt, telekommunikations-, medicinsk, videnskabeligt osv. udstyr med lang levetid, som fremstilles i små mængder, og hvor det kan forventes, at det ikke ender på en losseplads.[1]:

Vytvořil Shoptet | Design Shoptak.cz.