Eshop roka 2025 s vykurovacou technikou

PCB-printplade

Printplade (også printkort, eng. printed circuit board, fork. PCB; andre betegnelser se nedenfor) er en plade af et ikke-ledende substrat, hvorpå der ud fra diagrammet for det konkrete kredsløb er dannet ledende baner, som forbinder de enkelte elektroniske komponenter. Den fungerer som bærende og konstruktivt element i elektroniske kredsløb, der består af flere separate elektroniske komponenter.

 

                                                                                

 

Betegnelser

Der forekommer i alt disse betegnelser:

  • med ordet »print« i betegnelsen: printplade, printkort, print, printplader, printet kort, PCB-print
  • med ordet »trykt« i betegnelsen: trykt kredsløbskort trykt ledningsplade, plade med trykte forbindelser
  • med udtrykket »trykt kredsløb« i betegnelsen: trykt kredsløb, plade med trykt kredsløb, kort med trykte kredsløb, printet kredsløb
  • med den engelske forkortelse i betegnelsen: PCB, PCB-plade, PCB-kort

De mest udbredte betegnelser ser ud til at være printplade og printkort.

Typer

Printplader inddeles efter antallet af lag i enkeltlags-, tolags- (dobbeltsidede) og flerlagsprint. Enkeltlagsprint er de enkleste, fordi de ikke kræver ledende forbindelser mellem lagene. Tolagsprint har ledende baner på begge sider af basismaterialet, og forbindelserne mellem dem dannes af gennempletterede huller (såkaldte vias). Flerlagsprint har ledende lag også inde i materialet og fremstilles ved at samle flere enkelt- og tolagsprint med isolerende mellemlag. Selv om de er teknologisk mere krævende, gør flerlagsprint det lettere at designe komplekse elektroniske kredsløb og giver kredsløbene bedre egenskaber (fx mindre støj).

Printpladens historie

Opfinderen af printpladen var den østrigske ingeniør Paul Eisler, som fremstillede den som en del af en radiomodtager, mens han arbejdede i England. Omkring 1943 begyndte man i USA at bruge teknologien i stor stil til fremstilling af robuste radioer, der blev brugt under 2. verdenskrig. Efter krigen, i 1948, offentliggjorde man i USA opfindelsen af printpladen til kommerciel brug. Printplader blev dog først almindelige i forbrugerelektronik i 1950’erne, da den amerikanske hær udviklede en proces til automatisk montering af dem. Forud for opfindelsen af printpladen gik en lignende teknik, som blev opfundet af den britiske elektroingeniør John Adolph Sargrove (oprindeligt efternavn Szabadi). Det drejede sig om metal sprøjtet på en isolerende bakelitplade. Med udstyret, der brugte Sargroves teknologi, oprindeligt kaldet Electronic Circuit Making Equipment – ECME (udstyr til fremstilling af elektroniske kredsløb), kunne man fremstille 3 radioer i minuttet.

Konstruktion

Printpladens ledende lag er normalt lavet af tynd kobberfolie (tykkelse nogle titals μm). De isolerende lag er en kombination af laminat og epoxyharpiks (normalt 1,5 mm). Printplader fremstilles i tre standardfarver, nemlig grøn, blå og rød. Afhængigt af kravene til det elektroniske kredsløb kan man vælge mellem flere dielektriske materialer med forskellige isolerende egenskaber. Eksempler på sådanne materialer er: polytetrafluorethylen (teflon), bomuldspapir med phenol FR-2, bomuldspapir med epoxy FR-3, glasfibervæv med epoxy FR-5 og glaspolyester FR-6. Den nok vigtigste egenskab ved printplader er varmeudvidelsen, som bestemmer deres dimensionsstabilitet. Printplader baseret på glasfiber har nok den mindste varmeudvidelse og dermed de bedste egenskaber.

I dag indeholder selv enkle elektroniske apparater printplader. Med den nuværende masseproduktion af printplader er prisen meget lav, og pålideligheden er mere end tilfredsstillende. Selve designet og fremstillingen af printplader er dog ikke billigt, men ved brug af egnede teknologier kan producenten opnå en fremstillingspris, der er ubetydelig i forhold til prisen på de anvendte elektroniske komponenter. Trods den komplekse fremstilling har printplader utallige fordele frem for konstruktioner med trådforbindelser eller point-to-point-konstruktioner. En vigtig grund til at bruge printplader er også muligheden for fuld automatisering af produktionen af elektroniske apparater. Til kvalitetskontrol og montering af printplader findes standarder udgivet af organisationen IPC.

Design af printmønsteret

Mønsteret af ledende baner laves normalt med specialiserede CAD -programmer ud fra et diagram over det elektriske kredsløb, som normalt tegnes i samme program. Mønsteret overføres derefter til en gennemsigtig film, der bruges som skabelon ved fremstillingen af printpladen.

Forarbejdning

Ved fremstilling af et dobbeltsidet print bores pladen først på en koordinatstyret boremaskine (CNC) ud fra det designede mønster, hvorefter der kemisk påføres et tyndt metallag i de borede huller, som derefter forstærkes galvanisk (elektrokemisk).

Metoden til fremstilling af ledende forbindelser på printpladen afhænger især af, om der er tale om masseproduktion, eller om pladen skal bruges til at bygge et enkelt apparat, fx en prototype eller et amatørprojekt.

Grundlæggende kan fremstillingsteknologierne opdeles i to. Den første er påføring (trykning) af ledende baner på et isolerende lag. Den anden metode er fjernelse af dele af et sammenhængende lag tynd kobberfolie på et isolerende underlag. I dag bruges den sidstnævnte metode oftest. Banemønsteret overføres til printpladen fotolitografisk: Pladen dækkes med fotoresist og belyses med UV-lys gennem filmen med mønsteret, hvor man naturligvis sørger for, at mønsteret flugter med de borede huller, og at begge sider flugter med hinanden; fotoresisten fremkaldes, og de blottede dele af kobberfolien ætses derefter væk. Når resterne af fotoresisten er fjernet, overfladebehandles de ledende kobberflader (med tin eller guld) for at forhindre oxidation af kobberet, som ville besværliggøre eller umuliggøre den efterfølgende montering (lodning) af komponenterne. Derefter påføres og formes den såkaldte loddestopmaske, som dækker de steder, der ikke skal loddes, og forhindrer loddetin i at nå dem. Til sidst kan printpladen ved serigrafi påtrykkes hjælpetekster og tegninger, som er en hjælp ved montering af komponenter og reparation af kredsløbet.

En anden måde at lave masken på er serigrafi, som bruger modstandsdygtige farver til at beskytte de ønskede ledende baner mod ætsning. Serigrafi kan også bruges ved påføring af ledende baner på et bøjeligt isolerende underlag, hvilket især bruges ved fremstilling af fleksible printplader eller bevægelige tilslutningskabler.

En anden metode er fræsning, hvor den overflødige del af kobberfolien på det isolerende underlag fjernes. Ved denne metode er det ikke nødvendigt at dække pladen med en maske. Med egnet software laves printmønsteret (masken), og med et fræseudstyr, der minder om en plotter (CNC -maskine), fræses det overflødige kobber systematisk væk fra pladen.

Særlige typer

Fleksible printplader har som bærelag ikke en stiv plade, men en bøjelig plastfolie. De bruges ofte som bevægeligt tilslutningskabel (fx til det bevægelige skrivehoved i en computerprinter) eller i apparater med begrænset plads (hvor de også kan formes til et lille volumen).

Til højfrekvens- og mikrobølgeudstyr fremstilles printplader af materialer med lavere dielektriske tab ved høje frekvenser, fx teflon eller syntetisk korund (Al2O3).

I meget billig forbrugerelektronik er basismaterialet normalt et laminat med papir i stedet for glasfibervæv, og det bruges udelukkende til enkeltsidede printplader.

Vytvořil Shoptet | Design Shoptak.cz.