Eshop roka 2025 s vykurovacou technikou

kobber

Kobber (cuprum) er et grundstof i det periodiske system, som har symbolet Cu og atomnummer 29. Kobber er et ædelt ikke-allotropt metal med et kubisk fladecentreret krystalsystem og rød farve. Det har høj varmeledningsevne, er formbart i både varm og kold tilstand og har god modstandsdygtighed over for korrosion.

 

Kobberets egenskaber

Nogle andre mekaniske egenskaber 

 

Korrosionsbestandighed

Kobberets gode korrosionsbestandighed skyldes to faktorer:

Mod atmosfærisk korrosion beskyttes kobber af ir – et lag af hydratiserede kobberkarbonater. Det har også god bestandighed i opløsninger af ikke-oxiderende syrer (saltsyre, flussyre), hvis de ikke er iltede. Skadelig virkning på kobber har klor, ammoniak og forbindelser af svovl.

Brintsyge i kobber

Hvis kobber indeholder mere end 0,03 % ilt, er det tilbøjeligt til at revne. Ved temperaturer over 400 °C diffunderer brint fra gasatmosfæren ind i kobberet og reagerer efter ligningen:

Cu2O + H2 → 2 Cu + H2O

Vanddamp skaber indre tryk i kobberet, som forårsager revner og hulrum.

 

 

Anvendelse af kobber

Kobber anvendes til tekniske formål både som rent metal (ca. 55 % af produktionen) og som legering med forskellige grundstoffer (resten). Op til 75 % af kobberprodukterne bruges i elektroteknikken, derefter følger maskinindustrien, fødevareindustrien og den kemiske industri. Det bruges f.eks. til fremstilling af tråd, plader, rør og mønter, i landbruget til behandling af plantesygdomme og til beskyttelse af træ, læder og tekstiler. På grund af den høje elektriske og termiske ledningsevne bruges det også som metabolit. Almindelige kobbersalte som sulfat, karbonat, cyanid, oxid og sulfid bruges som fungicid, som bestanddel i keramik og pyroteknik, i elektrolytter til galvanisering samt til andre anvendelser i industrien. Kobberlegeringerne bronze og messing bruges til fremstilling af instrumenter og værktøj i mange forskellige brancher.

 

Teknisk kobber

  • rå hyttekobber indeholder kun 94 til 97 % Cu,
  • hyttekobber kan opnå en renhed på op til 99,85 % Cu og fremstilles ved pyrometallurgisk raffinering af rå hyttekobber,
  • elkobber eller katodekobber når op til 99,95 % Cu og fremstilles ved elektrolytisk raffinering,
  • det reneste kobber med et indhold på op til 99,999 % Cu fremstilles ved raffinering i vakuum af katodekobber,
  • specielt til svejsning bruges iltfrit kobber, som er modstandsdygtigt over for brintsyge

 

Kobberlegeringer

Kobberlegeringer inddeles i to hovedgrupper:

  • messing – legeringer af kobber med zink som hovedtilsætning,
  • bronze – legeringer af kobber med tin, aluminium og bly som hovedtilsætninger.

Kobberforbindelser

De mest almindelige forbindelser er kobber(II)oxid, kobber(I)oxid og kobber(II)sulfid. Kobber indgår i malme (f.eks. kobberkis CuFeS2, kobberglans Cu2S, cuprit Cu2O og malakit CuOH2.CuCO3).

Biologisk betydning

Kobber er et essentielt grundstof for alle højere planter og dyr. Efter absorption i fordøjelsessystemet bindes det til albumin og transporteres til leveren. I blodet bindes det til plasmaproteinet ceruloplasmin.

Det indgår i forskellige enzymer i form af kobbercentre i cytokrom-c-oxidase og i superoxiddismutase (indeholder kobber og zink). Ud over rollen i enzymer bruges kobber til biologisk elektrontransport. Blå kobberproteiner, som deltager i elektrontransporten, omfatter f.eks. azurin og plastocyanin. Navnet „blåt kobber“ stammer fra den intense blå farve, som skyldes ladningsoverførsel fra ligand til metal (ligand-to-metal charge transfer – LMCT); kompleksets absorptionsbånd ligger omkring 600 nm.

Sandsynligvis konkurrerer zink og kobber om optagelsen i fordøjelseskanalen, og derfor kan en kost med overvægt af det ene af disse mineraler betyde mangel på det andet. Den anbefalede daglige dosis kobber for raske voksne er 0,9 mg/dag.

Toksicitet

Alle kobberforbindelser skal, medmindre det modsatte er kendt, betragtes som giftige. Den dødelige dosis kobber(II)sulfat for et menneske er ca. 7 til 10 gram[1]. Kobber er efter zink og jern det tredje mest udbredte sporstof i organismen. Den foreslåede sikre koncentration i drikkevand for mennesker varierer afhængigt af kilden, men ligger typisk på 1,5 til 2 mg/L. Referenceindtag for fødevarer: den tolerable øvre grænse for indtag af kobber fra kosten for voksne fra alle kilder er 10 mg/dag.

En væsentlig del af kobberets giftighed skyldes dets evne til at optage og afgive elektroner ved ændring af oxidationstrin. Det katalyserer dannelsen af meget reaktive radikal -ioner, f.eks. den hydroxyl -radikal, på en måde, der ligner Fenton-reaktionen. Denne katalytiske aktivitet udnyttes af de enzymer, som kobber normalt er knyttet til, og det er derfor kun giftigt, når det er frit og ubundet. Denne stigning i mængden af ubundne frie radikaler kaldes oxidativt stress og er genstand for aktiv forskning i forskellige sygdomme, hvor kobber kan spille en vigtig, men mindre rolle end ved akut forgiftning.

 

 

Vytvořil Shoptet | Design Shoptak.cz.