emalje
Emalje eller emaille(andre betegnelser: glasur, smelteglasur, glasemalje) er en beskyttende og/eller dekorativ glasagtig belægning, der påføres i smeltet tilstand på kunstgenstande eller brugsgenstande:
- af metal (f.eks. på gryder, gadeskilte, vandvarmere, dekorative håndvaske),
- af keramisk materiale (se glasur (keramik)),
- af glas (emaljeglas)
- eller sjældent af sten.
Nærmere oplysninger om definition og betegnelser findes nedenfor.
Påføring af emalje kaldes emaljering. Den kunstneriske disciplin, der beskæftiger sig med påføring af emalje, kaldes emaljekunst.

Definition og betegnelser
Emalje (andre betegnelser: emaille, glasur, smelteglasur, glasemalje) er i bred forstand en glasagtig (glasset eller delvis krystallinsk) belægning (normalt farvet med metaloxider) på kunstgenstande eller brugsgenstande (eller tekniske genstande) af metal, keramisk materiale, glas eller sjældent sten, som påføres smeltet og tjener til udsmykning og/eller forbedring af brugsegenskaberne og/eller beskyttelse. Inden for kunsten er det også en kunstnerisk teknik, der består i påføring af denne belægning.
I snævrere betydninger bruges de nævnte betegnelser undertiden enten (i) kun om den førnævnte belægning på kunstgenstande (og den kunstneriske teknik) eller (ii) kun om belægningen på brugsgenstande (eller tekniske genstande) (især af metal eller keramik eller kun af metal) eller (iii) kun på metal eller (iv) kun på keramisk materiale. Ofte foretrækkes dog bestemte betegnelser for de enkelte snævrere betydninger (i til iv); konkret: Emalje i bred forstand på kunstgenstande og som kunstnerisk teknik betegnes oftest emalje, og det kan bemærkes, at emalje i bred forstand indtil slutningen af 1800-tallet kun forekom på kunstgenstande. På brugsgenstande (eller tekniske genstande) (især af metal eller keramiske materialer) betegnes emalje i bred forstand derimod oftest emaille (men nogle forfattere foretrækker at begrænse dette ord til brugsgenstande af metal), og det kan bemærkes, at emaljerede brugsgenstande praktisk talt først har eksisteret siden slutningen af 1800-tallet. En anden mulighed er at foretrække betegnelsen emaille for emalje i bred forstand på alle metalgenstande, betegnelsen glasur eller smelteglasur for emalje i bred forstand på keramiske genstande og betegnelsen glasemalje for emalje i bred forstand på glas. Nogle slovakiske sprogforskere (f.eks. i et byggeteknisk fagleksikon og en stor fremmedordbog) og visse andre kilder har ment, at ordet emalje slet ikke bør bruges som betegnelse for det, denne artikel handler om (at det altså er forkert), og at man i stedet skal bruge betegnelserne emaille for metalgenstande og glasur for keramiske genstande (andre materialer og kunstområdet forbliver et åbent spørgsmål).
Emalje på metal (emaljering)[28][rediger | rediger kilde]
Egenskaber[rediger | rediger kilde]
Emalje er en silikatsmelte beslægtet med glas, men også med porcelæn, som på metal danner en sammenhængende, glat og blank beskyttende belægning. Brændingstemperaturen i ovnen ligger præcis på grænsen mellem glas og porcelæn. Selv om emalje er skør, kan den holde i hundreder af år uden at ændre farve eller glans. Der fremstilles stadig emaljerede skilte til gadenavne og husnumre.
Oprindeligt blev emaljering primært brugt som dekorativt element på smykker, senere også som overfladebehandling af metaller som støbejern, plader, der dermed blev beskyttet mod korrosion og vejrpåvirkninger.
Historie
Emaljeringsteknikken blev allerede brugt i oldtidens lande i Det Fjerne Østen (Japan, Indien, Kina og i Egypten). Et mere markant vendepunkt i brugen af emalje kom i Byzans' tid, hvor man dekorerede relieffer af metal med den. I 400- til 600-tallet e.Kr. blev emaljeringsteknikken også bragt til Europa. [27]
Emalje som overfladebehandling af metaller har været brugt siden 1800-tallet (især fra anden halvdel af 1800-tallet). Først emaljerede man vandbeholdere af jern, senere også bradepander, spande og hele badekar af støbejern. Emaljerede beholdere modstod rust og kunne dekoreres med keramiske farver.
Til påføring af emalje drysede man tør emalje gennem en sigte eller dyppede senere i en våd emaljeopslæmning, som i virkeligheden var emaljepulver hvirvlet op i vand. Emaljen skulle derefter tørres omhyggeligt før brændingen. Temperaturen for brænding af emalje på metal ligger mellem 750 – 850 °C, og den virker kun meget kort tid. Temperaturen for indbrænding af keramiske farver i emaljen er mellem 700 – 750 °C.
