varmeanlæg
Ethvert centralvarmeanlæg består af en varmekilde, et rørsystem til fordeling af varmen og varmegivere. Særlige varmeanlæg består af en varmekilde og en varmegiver, der er bygget sammen i ét apparat og placeret direkte i det rum, der skal opvarmes.
Varmegiveren afgiver den nødvendige varmemængde til omgivelserne og sikrer dermed den optimale rumtemperatur, som er fastsat i STN EN 12831 eller efter brugerens behov. Et optimalt varmeanlæg skaber økonomiske forudsætninger for opvarmningen, dvs. for en økonomisk drift, investeringsomkostninger, tilgængelighed af materialer, nem montering og vedligeholdelse under drift samt mulighed for præfabrikation. Afgørende kriterier for det rigtige valg af varmeanlæg er driftsforholdene, bygningens karakter og type, dens varmetekniske og varmeakkumulerende egenskaber samt mulighederne for at styre anlægget.
De samlede krav om at mindske bygningers energiforbrug hænger tæt sammen ikke kun med den tekniske løsning, men også med miljøbelastningen og den økonomiske effektivitet. Hver bygning skal vurderes for sig og ud fra flere hensyn. En bygnings energibehov bestemmes af en lang række randbetingelser fra både ude- og indemiljøet samt af den måde, de enkelte installationer, der sikrer det nødvendige indeklima, drives på. Disse randbetingelser kan opdeles i fem grupper:
- klimatiske forhold,
- bygningens arkitektoniske udformning,
- konstruktionernes varmetekniske egenskaber,
- indflydelsen fra de tekniske installationer,
- indflydelsen fra drift og vedligeholdelse.

Centralvarmeanlæg
Centralvarme i bygninger er kendetegnet ved, at varmebæreren produceres – opvarmes – i en central varmekilde, hvor energien i brændslet omdannes til varme og overføres til varmebæreren. Denne føres via vandrette og lodrette rørføringer ud til varmegiverne, som afgiver varmen til det opvarmede rum.
En klassisk varmekilde kan placeres i kælderen (gulvstående gaskedler, fastbrændselskedler eller biomassekedler) eller direkte i et af bygningens rum (vægmonterede kombigaskedler) (fig. 1). I kedlen opvarmes varmebæreren, som via rørsystemet føres ud til varmegiverne. Disse opvarmer luften indendørs og sikrer varmebalancen mellem varmetab og varmetilskud. Varmebærerens cirkulation kan være naturlig, den såkaldte selvcirkulation, eller tvungen, hvor en cirkulationspumpe sørger for cirkulationen. Varmekilden kan også udnytte vedvarende energikilder, især solenergi og varme fra de omgivende flader
Afhængigt af hvilken varmebærer der bruges i det valgte varmeanlæg, er der normalt tale om:
- damp- eller hedtvandsopvarmning – bruges især til opvarmning af store bygninger som industri-, sports- og udstillingshaller, hangarer, lagre osv.
- vandbåren opvarmning – komforten sikres af et vandbårent varmeanlæg med et temperatursæt på 90/70 °C eller et andet, fx 80/60 °C, og klassiske varmegivere (fig. 5). Fordelingsrørene fra varmekilden til varmegiverne ligger i den nederste etage (under loftet i kælderen eller stueetagen), eller de lægges i en rørkanal eller direkte i gulvkonstruktionen. Varmebæreren kan cirkulere ved selvcirkulation eller ved tvungen cirkulation med en cirkulationspumpe placeret efter kedlen eller direkte i kedlen. Varmegivernes middeltemperatur er 80 eller 70 °C;
- lavtemperaturopvarmning (fig. 6) – komforten sikres af et varmeanlæg med lavtemperatur-strålevarme i gulvet med et temperatursæt på 45/30 °C eller i væggene (loftet) med et temperatursæt på 60/40 °C. Varmekilden arbejder med et temperatursæt på 90/70 °C eller 80/60 °C. Varmebæreren tilpasses i en blandeventil, og en cirkulationspumpe sørger for cirkulationen. Varmebæreren kan også tilpasses i en særlig varmeveksler. Varmefladen er gulvet eller væggen, hvor der er indstøbt rør af stål, kobber eller plast. Gulvets overfladetemperatur ved gulvvarme er maks. 28 til 29 °C, ved vægvarme op til 40 til 50 °C
- kombineret opvarmning (fig. 8) – her kombineres de beskrevne varmeanlæg, fx vandbåren opvarmning med et temperatursæt på 90/70 °C og lavtemperatur-gulvvarme med et temperatursæt på 45/30 °C. Normalt har hver kreds sin egen pumpe, og varmebærerens temperatur tilpasses med blandeventiler afhængigt af udetemperaturen – såkaldt vejrkompenseret styring.
Lokale varmeanlæg
Ved lokale varmeanlæg (fig. 9, fig. 10) placeres varmekilderne direkte i de opvarmede rum og fungerer samtidig som varmegivere. Denne form for opvarmning egner sig til bygninger med to til tre rum, hvor der bruges lokale varmekilder, eller til store bygninger. Det er den enkleste måde at sikre varmekomforten i det opvarmede rum.
Varmekilden (som samtidig er varmegiver) afgiver varmen til rummet ved:
- konvektion – den opvarmer den omgivende luft og sætter den i bevægelse,
- stråling – de omgivende flader opvarmes.
Også lokale varmeanlæg kan kombineres, fx gasinfrarøde varmestrålere og gasfyrede ventilationsaggregater.
Gulvvarme kommer tættest på den ideelle lodrette temperaturfordeling. Afhængigt af det anvendte brændsel eller den anvendte energi skelner vi mellem særlige varmeanlæg med varmekilde til:
- fast brændsel (blødt og hårdt træ, brunkul, briketter, koks)
- flydende brændsel (let og tung fyringsolie),
- gasformigt brændsel (naturgas, biogas, propan, butan),
- elektricitet (direkte opvarmning, akkumulering, kombineret).
