Eshop roka 2025 s vykurovacou technikou

beton

Beton (af fr. béton) er et fast byggemateriale, der dannes ved hærdning af en betonblanding, eller et byggemateriale fremstillet ved at blande bindemiddel, tilslag og vand, eventuelt med yderligere tilsætningsstoffer og tilsætninger, som efter afbinding får egenskaber som et fast stof.

 

Sammensætning

Den består af en blanding af:

 

Egenskaber

På grund af sine egenskaber hører cementbeton til de mest anvendte byggematerialer. Den har høj trykstyrke, men lav træk- og forskydningsstyrke. Trykstyrken ligger efter behov mellem 5 og 50 MPa. Beton har egenskaber som natursten, holdbarhed og styrke (tryk 3-60 MPa, træk ca. ti gange mindre). For at øge trækstyrken og bæreevnen armeres den med stålstænger, -tråde og -net (jernbeton). Styrken og egenskaberne ændres via blandingens sammensætning og forarbejdning. Styrken er også en ulempe, fordi renovering af betonkonstruktioner er meget arbejdskrævende. Styrken afhænger især af kornstørrelsen på sandet eller gruset. Stærkest og dyrest er vibreret beton med fin sandfraktion. Den er let at forme og gør det med forskalling muligt at skabe mange forskellige former inden for de statiske muligheder. Den er modstandsdygtig over for kemikalier og høje temperaturer, holdbar og formstabil. Betons holdbarhed er stor både i vand og i luft.

Beton afbinder i ca. 28 dage. Hærdningen stopper dog ikke dér; ved korrekt fugtighed hærder beton næsten uendeligt (også under vand). Som armering bruges især stål STN11xxx (konstruktionsstål, armeringsstål). Forbindelsen er mulig, fordi den termiske udvidelse af stål og beton er næsten ens.

En ulempe ved beton er vægten, som afhænger af de anvendte materialer (især tilslaget). For uarmeret beton ligger densiteten mellem 2.000 og 2.400 kg/m3 og for jernbeton mellem 2.300 og 2.600 kg/m3. Ved præfabrikerede elementer kræves løfteudstyr, hvilket øger byggeomkostningerne. Varmeledningsevnen har ligeledes en negativ indflydelse på bygningen og afhænger af betonens densitet. Betonens volumen ændrer sig under afbinding og hærdning, hvorved der opstår revner; de håndteres med dilatationsfuger.

 

Historie

Brugen af beton i større skala bredte sig først i 1900-tallet. Uarmeret beton blev dog brugt allerede langt tidligere. Perserne, karthagerne, men især de gamle romere brugte beton som byggemateriale, hvilket bevarede bygværker som veje og akvædukter fra det 1. århundrede e.Kr. vidner om. Efter Romerrigets fald gik brugen af beton i glemmebogen i mange århundreder.

 

Beton dukkede først op igen i 1774, da John Smeaton brugte den til at reparere fundamentet til et fyrtårn i Eddystone i England. Smeaton tilsatte jernslagge til den almindelige blanding af brændt kalk, sand og vand. Dermed opstod den første moderne beton.[1]

Beton kom først i bredere brug 50 år efter, at produktionen af portlandcement begyndte. Patentet på fremstillingen fik den engelske stenhugger Joseph Aspdin fra Leeds i 1824. Navnet portlandcement stammer netop derfra (efter Isle of Portland). Til indførelsen af industriel cementproduktion bidrog i 1845 englænderen Johnson, der opdagede processen med brænding af kalksten og ler. Takket være produktionen af portlandcement blev der i anden halvdel af 1800-tallet især i Frankrig opført bemærkelsesværdige ingeniørværker af uarmeret beton. Idéen om at kombinere beton med jernelementer fik i 1849 franskmanden Joseph-Louis Lambot under bygningen af en båd, hvor han påførte cementmørtel på et trådnet. Båden var i brug i 60 år. Seks år senere fik han patent på bygning af både af armeret beton. I 1861 udgav franskmanden Francois Coignet den første bog om beton og dens praktiske anvendelse i byggeriet. Bogen hed Les bétons agglomérés appliqués à l´art de construire og beskrev anvendelsen af jernbeton i bygningskonstruktioner. Hans eget hus af jernbeton (Paris fra 1862) findes stadig i dag.[1] Kort efter offentliggjorde den amerikanske advokat Hyatt i 1877 opdagelsen af fordelene ved jernbeton ved bøjningspåvirkning og i forbindelse med brand

 

Betonens udvikling

Englænderen J. B. White byggede godt nok allerede i 1837 et hus af beton, og den franske iværksætter Francois Coignet fik i 1856 patent på indstøbning af forspændte jernstænger i cementmassen, men jernbetonens succesfulde historie begyndte først med opdagelsen af den parisiske gartner Joseph Monier. Monier søgte et materiale til vandrør, der kunne modstå frost, og opdagede derved materialets nye fordele: Når flydende cement forbindes med jerntråd, opstår en indre binding af organisk karakter. Cementen omslutter jernstængerne som muskler et skelet. Betydningen af korrekt placering af stålnettet og dermed fordelingen af tryk- og trækkræfter inde i betonen var Monier dog ikke klar over. Alligevel blev hans patent på betonkrukker til blomster fra 1867 og et senere tillægspatent fra 1878, som han anmeldte i en række lande, en lukrativ forretning.

Det førte til en årelang strid med den berlinske mester Rabitz, der også ville have sit patent på indstøbning af jern i beton gennemført. Monier arbejdede selv på flere idéer med jernbeton, fx kister af jernbeton. Han byggede vandbeholdere, fik patent på flere konstruktioner til broer og fremmede brugen af jernbeton til gulve, hvælv, sveller og broer.

Da han ikke var ingeniør, kunne han ikke bygge broer i Frankrig. Han solgte sit patent til virksomheder i Tyskland og Østrig (Wayss, Freitag og Schuster), som byggede de første broer af jernbeton i Europa, fx i 1884 i Trier, hvor entreprenøren Conrad Freytag stiftede bekendtskab med hans system. Han erhvervede til sidst rettighederne for det sydlige Tyskland, mens patentrettighederne for det nordlige Tyskland blev overtaget af Gustav Adolf Wayss. For at sikre konstruktionerne arbejdede Wayss med videnskabelige metoder og mange belastningsforsøg på Monier-hvælv, hvis resultater han offentliggjorde i 1887 i skriftet Das System Monier og dets anvendelse i byggeriet. Et supplerende skridt kom, da franskmanden Francois Hennebique overførte princippet til alle bygningsdele og dermed bidrog til den monolitiske konstruktion.

 

 

Forarbejdning af beton

På grund af de store mængder fremstilles beton industrielt på betonværker og transporteres til byggepladsen med betonkanoner (fabriksblandere). Ved store byggerier (motorveje, broer) opføres betonværker tæt på byggepladsen. På stedet støbes betonen i en forud opstillet forskalling, hvorved der opstår en monolit. Til svært tilgængelige steder transporteres betonen også med betonpumpe eller med betonspande, der løftes med kraner. En betonpumpe er en specialindrettet lastbil med en hydraulisk arm på 20 til 70 meter, hvorpå der er monteret et stålrør med en diameter på 100 og 125 mm, og som ved hjælp af hydrauliske stempler presser betonblandingen gennem røret. Mindre mængder beton kan også, omend arbejdskrævende, blandes i hånden på stedet.

Cementbeton kan ikke forarbejdes ved lave temperaturer. Vandet, som er en del af blandingen, fryser, og den kemiske reaktion mellem bindemiddel og tilslag forløber derfor ikke. Hvis beton under hærdningen udsættes for høje temperaturer (fx direkte sollys), skal den vandes, så der ikke opstår revner, når blandevandet fordamper. Hvis betonen omvendt udsættes for regn, skal den beskyttes mod vand, så bindemidlet ikke skylles ud.

Typer af tilsætninger

Tilsætninger til beton er en af betonens bestanddele. Det er fine pulverformige stoffer, som tilsættes betonblandingen allerede under blandingen. Mængden af tilsætninger i frisk beton ligger på 10 – 40 % af vægten af cementen. Tilsætningerne skal forbedre den friske betons tekniske egenskaber og den hærdede betons mekaniske egenskaber.

  • Flyveaske
    • øger mængden af blandevand
    • øger betonens langtidsstyrke
    • reducerer karbonatiseringsdybden i beton
  • Silikaholdige stoffer, mikrosilika
    • øger mængden af blandevand
    • påvirker betonens porestruktur (porøsitet øger vandoptagelsen)
    • øger betonens styrke
    • øger betonens modstandsdygtighed over for aggressive miljøer (velegnet til vandbygning og den kemiske industri)
  • Farvepigmenter
    • bruges til indfarvning af beton

Tilsætningsstoffer til beton

Tilsætningsstoffer til beton er en af betonens bestanddele. Det er kemiske forbindelser, som tilsættes betonblandingen allerede under blandingen. Mængden af tilsætningsstoffer i frisk beton ligger på 2-50 g/m3.

  • Plastificerende tilsætningsstoffer
    • reducerer betonens overfladespænding
    • forbedrer betonblandingens bearbejdelighed (længere transportafstand)
    • reducerer den nødvendige mængde blandevand
    • øger trykstyrken af den afbundne blanding med op til 10 %
  • Stabiliserende tilsætningsstoffer
    • reducerer vandudskillelse
    • reducerer vandopstigning (bleeding)
    • øger den hærdede cements tæthed, reducerer porøsiteten, forhindrer kapillarsugning og vandoptagelse
  • Luftindblandende tilsætningsstoffer
    • danner et stort antal mikroskopiske porer
    • giver modstandsdygtighed over for gentagen frysning og optøning samt tøsalte
  • Retarderende tilsætningsstoffer
    • forsinker betonblandingens afbinding og hærdning
  • Accelererende tilsætningsstoffer
    • fremskynder betonblandingens afbinding og hærdning
  • Øvrige tilsætningsstoffer
    • korrosionsinhibitorer
    • biocide tilsætningsstoffer
    • gasdannende tilsætningsstoffer (til fremstilling af porebeton)
    • med vedhæftende funktion (øger sammenhængen mellem ny blanding og allerede hærdet beton)

 

Betontyper

  • Tørbeton er beton i løs, ikke-flydende tilstand, som kan transporteres uden betonkanon. I modsætning til almindeligt forarbejdet betonblanding tilsættes tørbeton kun en lille procentdel vand. Den bruges oftest ved anlæg af motorveje som underlagsbeton (stabilisering) under asfaltbelægningen. Ved udlægning tippes tørbeton direkte fra lastbilens lad i en udlægger, der lægger jævnt tykke lag. Efter udlægning tromles den og vandes for bedre styrke.
Spændbeton, er præfabrikeret jernbeton. Den fremstilles ved, at armeringen i forskallingen strækkes mekanisk til de ønskede værdier. Betonblandingen hældes i forskallingen, og det hele vibreres. Efter afbinding frigøres den strakte stålarmering, og der opstår forspænding. Den har højere trykstyrke og bruges især ved bygning af broer.
Fiberbeton, er beton tilsat stålfibre, som øger trykstyrken. Den bruges til gulve med høj belastning (industrigulve) og til befæstede arealer (parkeringspladser).
  • Asfaltbeton (AB), er tilslag i forskellige kornstørrelser omhyllet med asfalt. Den bruges til slidlag på veje (bitumenbelægninger).
  • Specialtyper:
    • Ildfast beton – ildfastheden afhænger af det anvendte tilslag; med tilslag af højere kvalitet når den op til 800 °C og for jernbeton op til 600 °C.
    • Synlig beton – er beton med overfladebehandling, især på facader eller synlige konstruktioner.
  • Lette typer: betoner, hvori der iblandes perlit, eller granuleret polystyren - EPS. De bruges især til at lette og isolere etageadskillelser i parcelhuse med flere etager.
    • Typer: luftindblandet beton, porebeton/drænbeton (til afvandingssystemer), perlitbeton

Anvendelse

 

Den bruges især i byggeriet til bærende konstruktioner, men også i havebrug og billedhuggerkunst. Af beton fremstilles også belægningssten, forskallingsblokke, tagsten, forskellige betonelementer som bjælker, paneler, søjler, kantsten, støttemure, render, autoværn, garager, brønde, septiktanke m.m.

Betonkonstruktioner

 
Blotlagt korroderet armering i beton

De bruges som bærende elementer med stor styrke eller som ikke-bærende elementer/udfyldningselementer med varmeisolerende egenskaber. Bærende konstruktionselementer bruges som søjler, dæk, overliggere, piller m.m. Belægningselementer bruges til industrigulve, vej- og lufthavnsarealer og har øget modstandsdygtighed over for mekanisk slid og vejrpåvirkning. Vandbygningskonstruktioner har øget modstandsdygtighed over for vandpåvirkning og bruges ved bygning af dæmninger og bassiner.

Vytvořil Shoptet | Design Shoptak.cz.