Titan
Titan (lat. titanium) er et grundstof i det periodiske system med symbolet Ti og atomnummer 22. Det er et let, stærkt, skinnende overgangsmetal med stållignende udseende, som er modstandsdygtigt over for korrosion (også i havvand, i syrer og i nærvær af klor). I naturen forekommer titan kun i form af forbindelser; de mest udbredte mineraler er rutil og ilmenit.
Titan anvendes som bestanddel i stærke og lette legeringer (med jern, aluminium, vanadium, molybdæn og mange andre grundstoffer), der har bred anvendelse i mange industrigrene (rumfart, forsvar, luftfart, maskinindustri, kemisk industri, medicin osv.). Titandioxid bruges som hvidt pigment (under navnet titanhvidt), desuden som bestanddel i tandpasta og som fotokatalysator.
Historie
Titan blev første gang identificeret som et nyt grundstof i 1791 af amatørgeologen William Gregor (præst af profession og senere vikar i sognet Creed i Cornwall), som bemærkede, at sort sand fra aflejringer i nabosognet Manaccan blev tiltrukket af en magnet. Sandet var mineralet ilmenit, og ved at analysere det fandt Gregor ud af, at det bestod af to oxider – jernoxid og oxid af et nyt, hidtil uidentificeret grundstof (titandioxid). Han meddelte sin opdagelse til Royal Geological Society of Cornwall og publicerede den også i det tyske videnskabelige tidsskrift Creel's Annalen.
Omtrent samtidig fremstillede den ungarske mineralog Franz-Joseph Müller von Reichenstein den samme forbindelse, men kunne ikke identificere den. Titandioxid blev genopdaget i 1795 af den tyske kemiker Martin Heinrich Klaproth i rutil fra Ungarn (nærmere bestemt fra en lokalitet ved Revúca på det nuværende Slovakiets område). Han påviste, at det var oxid af et nyt grundstof, og opkaldte grundstoffet efter kæmperne i den græske mytologi, titanerne. Da han hørte om Gregors tidligere opdagelse, bekræftede han, at det samme grundstof også fandtes i det sorte sand fra Manaccan.
Selve fremstillingen af rent titan lykkedes dog først i 1910 for Matthew Hunter, som fremstillede metal med en renhed på 99,9 % ved at reducere titantetraklorid med natrium ved 700 til 800 °C. Titan reagerer nemlig med kulstof ved forhøjet temperatur, så de klassiske metoder til reduktion af malm med koks slog fejl. Reduktion med natrium var dog meget dyr, og den mængde titan, der blev fremstillet på denne måde, rakte kun til laboratorieforsøg. Først i 1932 erstattede den luxembourgske metallurg William Kroll natrium med calcium og ni år senere med magnesium, og titan begyndte at blive fremstillet industrielt. Kroll-processen bruges til fremstilling af titan den dag i dag, selv om der findes billigere fremstillingsmetoder
Kemiske egenskaber
Titans vigtigste egenskab er modstandsdygtigheden over for korrosion samt uopløseligheden i de fleste opløsninger af fortyndede syrer, selv om det opløses i koncentrerede syrer. Med en værdi på E° −0,42 V burde det fortrænge brint fra vand, men denne reaktion forløber i praksis ikke. Der dannes nemlig et passiverende lag af titandioxid på overfladen, som forhindrer yderligere korrosion.
Ved forhøjet temperatur i luft dannes der på titan et passiverende og beskyttende oxidlag, som forhindrer korrosion, men også ved stuetemperatur er metallet korrosionsbestandigt. Opvarmes det i luft til 610 °C eller derover, brænder det under dannelse af titandioxid; det er et af de få grundstoffer, der også brænder i ren kvælstofatmosfære (det brænder ved 800 °C). Titan modstår fortyndet svovlsyre og saltsyre samt klorgas og de fleste organiske syrer.
Forsøg har vist, at naturligt titan bliver radioaktivt, når det bombarderes med deuteroner, og at det da især udsender positroner og hård gammastråling. Rødglødende forbinder det sig med ilt, og ved 550 °C forbinder det sig også med klor. Det reagerer også med andre halogener og absorberer brint.
Anvendelse
Den praktiske anvendelse af grundstoffet titan skyldes først og fremmest dets usædvanlige kemiske bestandighed og lave densitet. Man skal tage i betragtning, at fremstillingen af titan i dag er relativt bekostelig, og at brugen af titankomponenter kun er hensigtsmæssig, hvor der ikke kan bruges et billigere alternativ baseret på aluminium-magnesium-legeringer – duraluminium.
Fra begyndelsen af den industrielle fremstilling af metallisk titan har tyngdepunktet i anvendelsen ligget i rumteknologi og særlige anvendelser i flyindustrien. Titan og titanlegeringer er derfor et grundlæggende materiale ved fremstilling af skeletter og beskyttende overfladeskjolde på rumfartøjer (satellitter, rumsonder og rumstationer). I flyindustrien bruges de til stærkt belastede flydele, især i konstruktionen af militære jagerfly og i dag også i kommercielle passagerfly.
I den kemiske industri er titan et stadig mere populært materiale til fremstilling eller foring af kemiske reaktorer, der arbejder under ekstreme forhold og kræver høj korrosionsbestandighed.
Titan bruges i stigende grad i udstyr, der i lang tid er i kontakt med havvand. Det kan være dele af skibe eller ubåde (skibsskruer), men også komponenter i industrianlæg til afsaltning af havvand.
I hverdagen kan vi f.eks. møde titan som materiale i luksuriøse armbåndsure eller i dele af smykker.

